USA: Kim holder ord ved at overdrage faldne soldater

En overdragelse af de jordiske rester af soldaterne blev aftalt på et topmøde mellem Kim og Trump i juni.

Ritzau
USA og Nordkorea aftalte på et møde i juni, at de jordiske rester af faldne, amerikanske soldater fra Koreakrigen skal overdrages til USA. Foto: Jeon Heon-Kyun/arkiv/Ritzau Scanpix
Hæren 27. juli 2018 04:32 - Opdateret 27. juli 2018 05:10

Som aftalt på et topmøde mellem den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, og den amerikanske præsident, Donald Trump, i juni har Nordkorea fredag udleveret de jordiske rester af amerikanske soldater, der blev dræbt i Koreakrigen.

Nyhedsbureauet Reuters kalder handlingen "det første skridt fra Pyongyang mod at gennemføre aftalen fra det historiske topmøde i Singapore".

Fredag morgen dansk tid bekræfter Det Hvide Hus ifølge flere internationale nyhedsbureauer, at et amerikansk transportfly har hentet de jordiske rester og bragt dem til en base i Sydkorea.

- I dag opfylder Kim Jong-un en del af den forpligtelse, han gav præsidenten, og overdrager faldne amerikanske soldater, oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi er glade for Nordkoreas handlinger. Der er momentum til positive forandringer.

- Dagens handling udgør et vigtigt første skridt i arbejdet med at hente de jordiske rester hjem fra Nordkorea og genoptage feltoperationer i landet for at søge efter de flere end anslået 5300 amerikanere, der endnu ikke er vendt hjem, skriver Det Hvide Hus videre.

Ifølge nyhedsbureauet AP gennemførte USA og Nordkorea i fællesskab 33 bjærgningsoperationer fra 1996 til 2005 og indsamlede resterne fra i alt 229 faldne amerikanere.

Siden har bestræbelserne på at finde og returnere amerikanske soldater stået stille på grund af Nordkoreas udvikling af atomvåben. Indtil nu.

Flere end 36.000 amerikanske soldater faldt i krigen mellem Nordkorea, Kina og daværende Sovjetunionen på den ene side og Sydkorea og USA på den anden side fra 1950 til 1953.

Fredagens overdragelse af de jordiske rester falder på samme dag som 65-året for våbenhvilen mellem Nordkorea og Sydkorea.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...