USA bekymret over fejlfortolkning af shiamuslimernes rolle

KERBALA:Shiamuslimernes hellige by Kerbala er ikke længere underlagt Saddam Husseins regime, men de religiøse lederes kontrol over byen, senest demonstreret ved en massiv pilgrimsfærd, tyder ikke på, at USA er velkommen som erstatning. Flere hundrede tusinde irakiske shiamuslimer afsluttede onsdag pilgrimsfærden, som længe har været forbudt af Saddam Hussein. Ved deres massive tilstedeværelse og stærke organisation sendte de et kraftigt signal til USA om, at de måske kan komme til at spille en magtfuld rolle i et nyt Irak. Mens de messende muslimer, mange smurt ind i blod, fuldendte deres pilgrimsfærd, udtrykte det amerikanske udenrigsministerium bekymring over, at man har fejlfortolket shiamuslimernes betydning. Dagbladet Washington Post skrev onsdag, at de amerikanske embedsmænd, som er i gang med at udforme Iraks fremtid, har undervurderet det shiamuslimske befolkningsflertals organisatoriske styrke og står uforberedt til at hindre fremkomsten af en antiamerikansk, islamisk fundamentalistisk regering i Irak. Avisen, som citerede embedsmænd i den amerikanske regering, påpegede, at de irakiske shiamuslimer ifølge friske efterretningsoplysninger er langt bedre organiseret end oprindeligt vurderet. Shiamuslimerne udgør omkring 60 procent af Iraks befolkning og var i årtier undertrykt af Saddam Husseins regime. Ifølge avisen advarede både Irak-specialister og personer fra USA's efterretningstjenester allerede inden krigen mod Irak om problemerne ved at vælte Saddam Husseins styre uden at have en erstatning klar. Ifølge nyhedsmagasinet Newsweek virker den amerikanske præsident, George W. Bush, dog ikke bekymret over de shiamuslimske krav i Irak om en islamisk stat og om en hurtig tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Irak. - Jeg elsker de historier om mennesker, der siger: ”Er det ikke vidunderligt at være i stand til at give udtryk for sin religion, shiareligionen, på pilgrimsfærden”. Det har gjort min dag god, siger Bush ifølge magasinet. Der hersker imidlertid uro i Det Hvide Hus over den stigende iranske indflydelse på Irak på grund af shiamuslimernes voksende magt. Ari Fleischer, der er talsmand for præsident Bush, sagde onsdag i Washington: - Vi har gjort det klart over for Iran, at vi vil modsætte os enhver udefrakommende indblanding i Iraks vej mod demokrati. I FN fortsatte diskussionerne om, hvor langt man vil lade USA dominere genopbygningen af Irak - og Storbritannien, som er amerikanernes hovedallierede, sagde, at den væltede irakiske leder sandsynligvis stadig opholder sig i Irak. - Til syvende og sidst ved vi det ikke, men det er stadig vores bedste overbevisning, at han er i Irak, sagde den britiske forsvarsminister, Geoff Hoon, under et besøg i det sydlige Irak. Saddam Husseins skæbne har været et mysterium, siden amerikanske tropper 9. april rykkede ind i det centrale Bagdad. Den amerikanske leder af genopbygningen i Irak, Jay Garner, fik tirsdag en varm velkomst i det kurdiske område i det nordlige Irak, og på andendagen af sit besøg delte han USA's vision om demokrati med den kurdiske befolkning. - Vores hensigt er at skabe et miljø, hvor vi kan have en demokratisk proces, og hvor irakere kan vælge deres egne ledere, og Irak har en regering, der repræsenterer Iraks frie, valgte vilje, sagde Garner. Den pensionerede amerikanske general var sidst i Kurdistan for 12 år siden efter Golfkrigen i 1991, og han lovpriste kurderne for at have opbygget deres egen de facto uafhængige stat i Irak siden den første Golfkrig. - Gennem jeres energi og intelligens og med jeres demokratiske proces har I gjort mere i løbet af de sidste 10 år, end hvad der blev gjort i de foregående 20, sagde den 65-årige Garner. - I kan vise vejen for jeres brødre og søstre i syd. Vi har denne lille mulighed i tiden, hvor vi kan gøre hele Irak demokratisk. I må vokse og arbejde sammen med dem for at skabe et demokratisk Irak, lød opfordringen fra Garner. Tirsdag mødtes han for første gang med lederen af Kurdistans Patriotiske Union (PUK), Jalal Talibani i den nordlige by Suleimanyah. PUK er sammen med Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) de to store grupper i irakisk Kurdistan og menes tilsammen at råde over omkring 40.000 soldater. Begge grupper ønsker øget selvstændighed for den store kurdiske befolkningsgruppe, hvilket Iraks nabolande modsætter sig af frygt for afsmittende virkninger. Garner fortsætter sin rundrejse i regionen og besøger torsdag storbyen Mosul i den nordlige del af Irak. /ritzau/Reuters