Udland

USA frikender ris med arsen: Skader ikke på kort sigt

Indholdet af arsen i ris og risprodukter er så lavt, at det ikke skader på kort sigt, viser undersøgelse.

USA frikender ris med arsen: Skader ikke på kort sigt

Spis trygt jeres riskiks, sushi, risengrød og poppede ris lyder det fra de amerikanske fødevaremyndigheder (FDA) til forbrugerne.

Myndighederne har fredag offentliggjort en større undersøgelse af ris og risprodukter, og konklusionen lyder, at indholdet af det kræftfremkaldende stof arsen er så lavt, at det ikke er skadeligt på kort sigt at spise dem.

- Vi har brug for at understrege, at arsen er naturligt forekommende, og fordi det findes i jord og vand, så vil det også findes i fødevarer.

- Det er ikke noget, vi bare kan trække ud af markedet, siger Suzanne C. Fitzpatrick, seniorrådgiver hos FDA, i en pressemeddelelse på FDA's hjemmeside.

Arsen er et grundstof, som findes i jordens overflade. Menneskers forurening har også bidraget med arsen i miljøet, men selv uden forureningen, ville stoffet stadig kunne spores i fødevarer, understreger hun.

- Og ris er særligt udsatte, fordi de dyrkes i vand, siger Suzanne C. Fitzpatrick.

FDA siger dog samtidig, at man nu vil forsøge at analysere sig frem til risprodukternes påvirkning af helbredet på lang sigt, men konklusionen lyder altså i første omgang, at det ikke er skadeligt at spise en riskiks som snack eller at give sin baby risvælling.

Myndighederne opfordrer dog samtidig til, at man spiser en varieret kost med forskellige kornsorter for eksempel hvede, byg og havre som supplement til risprodukter.

Myndighedernes undersøgelse bygger på 1300 prøver af risprodukter, og den blev sat i gang, efter at det amerikanske forbrugermagasin Consumer Reports i 2012 opfordrede regeringen til at sørge for en begrænsning af indholdet af arsen i ris.

Opfordringen faldt, da magasinet havde undersøgt 60 produkter, blandt dem populære morgenmadsprodukter. De fleste af produkterne indeholdt uorganisk arsen.

Myndighederne har nu undersøgt en lang række produkter fra forskellige typer riskorn - hvide ris, jasmin ris og basmatiris. Det gælder alt fra babygrød, pasta, morgenmadsprodukter af poppede ris og småkager til drikkevarer som øl og risvin.

I maj vakte det stor opstandelse i Danmark, da Fødevarestyrelsen advarede mod at give børn riskiks og risdrik samt undgå risgrød til babyer hver dag.

Fødevarestyrelsen vurderede, at indholdet af det kræftfremkaldende stof uorganisk arsen er for højt i risprodukterne.

Spiser man gennem mange år dagligt mad med uorganisk arsen, forøger man risikoen med promiller for at få kræft.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst