USA indfører sanktioner mod bl.a. russiske selskaber

WASHINGTON:USA har indført sanktioner mod i alt syv virksomheder i Rusland, Nordkorea, Indien og Cuba, som de amerikanske myndigheder mener sælger våben eller våbendele til Iran. Det oplyste en embedsmand fra USA’s udenrigsministerium fredag. Embedsmanden tilføjede, at sanktionerne gælder selskaberne og deres underafdelinger og datterselskaber, ikke de pågældende lande eller regeringer. Kort forinden havde Ruslands udenrigsministerium meddelt, at USA’s udenrigsministerium har indført sanktioner mod to statsejede russiske våbenselskaber. - Det er tydeligvis et ulovligt forsøg på at få udenlandske virksomheder til at arbejde i overensstemmelse med interne, amerikanske regler, lød det i en udtalelse fra det russiske udenrigsministerium. - Sanktionerne, som USA ensidigt indfører mod andre lande og deres organisationer, er en tydelig politisk og juridisk anakronisme, meddelte Ruslands udenrigsministerium. De to russiske virksomheder er eksportselskabet Rosoboronexport og kampflyproducenten Sukhoj. Sidstnævnte er i færd med at udvikle et russisk jetfly, Russian Regional Jet (RRJ), i samarbejde med det amerikanske selskab Boeing. /ritzau/Reuters