USA: Iraks tilbud et kynisk fupnummer

Politiske ledere reagerer med lettelse eller skepsis over Husseins ja til våbeninspektører

Udenrigspolitik 18. september 2002 08:00

LONDON: Iraks overraskende tilbud om uden betingelser igen at lade FN's våbeninspektører komme ind i landet blev i går mødt med henholdsvis lettelse og skepsis af politiske ledere verden over. Den amerikanske regering afviste tilbuddet med en bemærkning om, at der blot er tale om et "kynisk fupnummer" for at afværge, at FN's Sikkerhedsråd beslutter skarpe sanktioner mod landet. - Dette er et taktisk træk fra irakernes side for at afværge sanktioner fra FN. Men det er en taktik, som vil slå fejl. Tiden er inde til, at Sikkerhedsrådet skrider til handling, siger en talsmand for Det Hvide Hus, Scott McClellan. Han tilføjer, at præsident George W. Bush stadig arbejder for, at Sikkerhedsrådet vedtager en ny resolution, som "reelt tager fat på den trussel, som Saddam Hussein udgør over for det irakiske folk, regionen og verden". En helt anden holdning kom Sydafrikas tidligere præsident og Nobelfredsprismodtager, Nelson Mandela, med. Mandela fordømte USA's afvisning af det irakiske tilbud og beskyldte USA for at "tyrannisere" den irakiske leder. I London siger en talsmand for den britiske premierminister, Tony Blair, at Saddam Hussein gennem lang tid "har kørt rundt med det internationale samfund". - Saddam Hussein har fremsat en række forslag til FN-resolutioner. Lad os se, hvad de tilbyder denne gang, siger talsmanden. Den franske udenrigsminister, Dominique de Villepin, mener, at de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet nu må "få Saddam Hussein til at holde ord". De internationale reaktioner kom efter, at den irakiske vicepremierminister, Tareq Aziz, i et brev til FN's generalsekretær, Kofi Annan, meddelte, at Irak uden betingelser vil tillade FN's våbeninspektører at vende tilbage til landet. Våbeninspektørerne forlod Irak for fire år siden efter uenighed mellem Irak og FN. Brevet kom kun fire dage efter, at Aziz havde sagt, at Irak ikke vil tillade våbeninspektører i landet uden at stille betingelser for deres tilstedeværelse. Aziz sagde i Bagdad, at "enhver undskyldning for en aggression mod Irak nu er blokeret". To andre permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, Rusland og Kina, er mere positive over for den irakiske meddelelse end USA og Storbritannien og siger, at den irakiske beslutning vil føre til en politisk løsning af krisen. - Takket være den fælles indsat er det lykkedes at afværge truslen om krig og i stedet vende tilbage til politiske midler for at løse det irakiske problem, hed det i en erklæring fra den russiske udenrigsminister, Igor Ivanov. Samtidig konstaterer han, at der med den seneste udvikling ikke i øjeblikket er behov for den planlagte nye FN-resolution i Sikkerhedsrådet. - Det er vigtigt i de kommende dage at få afklaret spørgsmålet om inspektørernes tilbagevenden. Det behøver vi ingen nye resolutioner til, mener Igor Ivanov. Den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, siger, at den irakiske beslutning giver FN mulighed for at finde en politisk løsning. I den arabiske verden udtrykte flere lande bekymring over, at præsident George W. Bush tilsyneladende har besluttet sig for at følge i sin fars fodspor og indlede en krig mod Irak trods det seneste tilbud. De fleste lande hilste dog det irakiske tilbud velkommen. - Dette er begyndelsen til en proces, hvor spændingen kan mindskes, siger den egyptiske udenrigsminister, Ahmed Maher. Ledere for den arabiske liga, Amr Moussa, hilste også irakernes tilbud velkommen. Amr Moussa har tidligere sagt, at et amerikansk militært angreb mod Irak vil "åbne døren til helvede i Mellemøsten". /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...