Udland

USA: Irans nye atom-centrifuger er en provokation

USA kalder Irans installering af nyt og avanceret atomudstyr for "endnu et provokerende skridt".

USA: Irans nye atom-centrifuger er en provokation

USA raser over, at Iran er begyndt at installere nyt og avanceret atomudstyr på et af sine største atomanlæg, og kalder det "endnu et provokerende skridt".

Det er det Internationale Atomagentur (IAEA), der i en ny rapport beretter om det nye udstyr, som landet vælger at installere blot fem dage før, at Iran og en række stormagter indleder samtaler.

- 6. februar 2013 observerede agenturet, at Iran er begyndt at installere IR-2m centrifuger (på Natanz-anlægget), fremgår det af rapporten.

- Det er første gang, at centrifuger, der er mere avancerede end IR-1, er blevet installeret, konkluderer IAEA-rapporten.

Centrifugerne anvendes til uranberigelse, som ifølge de iranske myndigheder skal bruges som brændstof i atomkraftværker.

- Installation af nye avancerede centrifuger vil være en yderligere optrapning og en fortsat krænkelse af Irans forpligtelser overfor FN, siger det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde, Victoria Nuland.

- Det er endnu et provokerende skridt, tilføjer hun.

Det Hvide Hus oplyser, at Iran vil blive mødt med yderligere isolation, hvis landet ikke imødekommer kritikken fra det internationale samfund ved de kommende drøftelser om Irans atomprogram.

Talsmand Jay Carney siger, at vinduet for diplomati med Iran forbliver åbent, men at det ikke vil være åbent på ubestemt tid.

Regimet i Teheran fastholder, at dets atomprogram kun har et civilt formål - nemlig at producere energi.

USA og det øvrige Vesten mener derimod, at Iran er i færd med at fremstille atomvåben, og bekymringen skærpes af, at Iran udvikler raketter med længere og længere rækkevidde.

Iran mødes 26. februar i Kasakhstan til en ny runde atomforhandlinger med de seks stormagter USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst