USA-kender: Gifford udfordres i rollen som outsider i valg

Tidligere amerikansk ambassadør, Rufus Gifford, har brugt sine evner for fundraising i valgkamp.

Tirsdag morgen lokal tid i Massachusetts holdes der primærvalg i tredje valgdistrikt, hvor Rufus Gifford, der er tidligere amerikansk ambassadør i Danmark, er oppe imod ni andre kandidater. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Politik 4. september 2018 05:00 - Opdateret 4. september 2018 14:11

De mange år, som den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford har tilbragt udenlands, risikerer at blive en ulempe, når vælgerne skal sætte krydser i delstaten Massachusetts tirsdag.

Det vurderer Anders Agner Pedersen, der er redaktør på netmediet Kongressen.com. Tirsdag afholdes der primærvalg i tredje valgdistrikt, hvor Gifford stiller op mod ni andre kandidater.

- Udfordringen for Rufus Gifford er, at han stadig er en outsider. Han er kommet tilbage til sin hjemstat, Massachusetts, efter han har været tre og et halvt år her i Danmark.

- Så har han også været vant til at arbejde alle mulige andre steder end hjemme i Mass, siger han.

Han påpeger, at der kan være vælgere, der ikke har fået øje på ham eller lært ham at kende.

Valgstederne åbner klokken 07.00 lokal tid og lukker igen klokken 20.00.

Løber Gifford med sejren, bliver han med al sandsynlighed medlem at underhuset i den amerikanske kongres, Repræsentanternes Hus, påpeger redaktøren.

- Det distrikt, han er opstillet i, er så blåt og stensikkert demokratisk, at der ikke er andet end sporadisk republikansk modstand. Det er et distrikt, der har tradition for at vælge demokrater, siger Anders Agner Pedersen.

Det er særligt én kandidat, Daniel Koh, der giver Gifford kamp til stregen. Han ligger ifølge redaktøren nummer et i de nyeste prognoser. Gifford er nummer to.

Koh har tidligere været stabschef for borgmesteren i Boston og har bevæget sig mere i lokalpolitik end sin modstander. Men Gifford kan have et andet trick i ærmet, påpeger redaktøren.

- I 2012 stod han (Gifford, red.) i spidsen for præsident Obamas fundraising, og de slog alle rekorder, hvor han var med til at indsamle over en milliard dollar. Det er helt udenfor nummer. Det er aldrig set hverken før eller siden.

- De evner har han også taget med ind valgkampen nu. Han fundraiser på niveauer, som de andre overhovedet ikke er i nærheden af at kunne matche, siger Anders Agner Pedersen.

Ifølge hjemmesiden opensecrets.org, der følger pengestrømme i amerikansk politik, ligger Gifford nummer to, når det gælder fundraising. Konkurrenten Koh indtager førstepladsen.

Giffords massive tilstedeværelse på flere platforme i den afsluttende fase kan være en fordel. Det kan påvirke de sidste vælgere, der endnu ikke har besluttet sig, vurderer redaktøren.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...