USA: Kina undertrykker og opfører sig aggressivt

Det er en kendsgerning, at Kina i de seneste år opfører sig mere brutalt, siger USA's udenrigsminister.

Vi er ikke ude på at inddæmme Kina. Men at holde landet fast på en  regelbundet verdensorden, siger udenrigsminister Antony Blinken i interview.

Vi er ikke ude på at inddæmme Kina. Men at holde landet fast på en regelbundet verdensorden, siger udenrigsminister Antony Blinken i interview.

WASHINGTON:Et stadig mere magtfuldt Kina er en udfordring for den gældende verdensorden, fordi det opfører sig "mere undertrykkende" og "mere aggressivt".

Det siger USA's udenrigsminister, Antony Blinken, i et interview til CBS' nyhedsmagasin 60 Minutes.

- Hvad vi har været vidne til over den seneste række år, er et Kina, der handler mere undertrykkende hjemme og mere aggressivt i udlandet. Det er en kendsgerning, siger Blinken.

Hans kommentar falder, efter at præsident Joe Biden i sidste uge i sin første tale til Kongressen understregede, at han ikke søger en konflikt med Kina.

Biden sagde, at han havde fortalt Kinas præsident, Xi Jinping, at USA hilser "konkurrence velkommen, og at vi ikke søger efter en konflikt".

Hans udenrigsminister siger til 60 Minutes, at Kina er det land, der har den "militære, økonomiske og diplomatiske kapacitet til at undergrave eller udfordre den regelbundne verdensorden, som vi går så meget op i og er fast besluttet på at forsvare".

- Men jeg ønsker her at gøre det meget klart: Vores formål er ikke at inddæmme Kina, at holde det tilbage. Det er at opretholde denne regelbundne verdensorden, som Kina udfordrer, siger Blinken.

Spændingerne mellem Kina og USA har været voksende de senere år. USA har været kritisk over for kinesernes militære oprustning og brud på menneskerettighederne.

Det gælder blandt andet i forhold til den muslimske befolkningsgruppe uighurerne i regionen Xinjiang, som det kinesiske regime sender til genopdragelseslejre i hundredtusindvis.

Det er en fremgangsmåde, som ifølge USA's regering kan sidestilles med folkedrab.

Efter indsættelsen af Joe Biden som præsident i januar har Kina flere gange gjort klart, at det ikke vil lade sig belære af USA. Det kræver at blive respekteret som en ligeværdig magt.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden