USA kritiserer FN for nye valg til menneskerettighedsråd

Danmark er valgt ind i FN's Menneskerettighedsråd med en række af flere tvivlsomme lande, mener kritikere.

Nikki Haley, der tidligere på ugen trak sig som USA's FN-ambassadør, mener, at fredagens valg af nye medlemsstater til FN's Menneskerettighedsråd understreger årsagen til, at USA har trukket sig fra rådet. Foto: Nicholas Kamm/arkiv/Ritzau Scanpix

Nikki Haley, der tidligere på ugen trak sig som USA's FN-ambassadør, mener, at fredagens valg af nye medlemsstater til FN's Menneskerettighedsråd understreger årsagen til, at USA har trukket sig fra rådet. Foto: Nicholas Kamm/arkiv/Ritzau Scanpix

Da Danmark for første gang nogensinde blev valgt ind i FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) fredag, blev også 17 andre nye medlemsstater valgt ind.

USA og en række menneskerettighedsgrupper retter nu skarp kritik mod FN for flere af disse valg, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det drejer sig blandt andet om valget af Bahrain, Cameroun, Filippinerne, Somalia, Bangladesh og Eritrea, som ifølge kritikerne er "ukvalificerede".

Der sidder i alt 47 lande i rådet, som blev stiftet i 2006. De nye medlemsstater blev fredag valgt ind i rådet ved FN's Generalforsamling.

For første gang havde rådets regionale grupper på forhånd udvalgt kandidater inden afstemningen. Dermed var der blot 18 kandidater til 18 ledige pladser.

Det kritiserer den amerikanske menneskerettighedsgruppe Human Rights Watch (HRW).

- Ved at nominere overtrædere af menneskerettighederne og kun nominere så mange kandidater, som der er ledige pladser, risikerer de regionale grupper at underminere rådets troværdighed og effektivitet, lyder kritikken.

HRW's direktør for FN, Louis Charbonneau, kalder afstemningen for "latterlig". FN "gør grin med ordet afstemning", skriver han på Twitter.

USA trak sig fra rådet i juni. Og den seneste afstemning understreger hvorfor, lyder det fra Nikki Haley, som denne uge trak sig som USA's FN-ambassadør.

- Endnu engang bliver lande med dårlig håndtering af menneskerettighederne uanfægtet valgt ind. De mangelfulde standarder bliver ved med at underminere organisationen, siger hun.

Formand for FN's Generalforsamling, Maria Fernanda Espinosa, afviser at kommentere på kritikken.

Hendes talsmand siger dog, at "det er klart, at verden forventer, at medlemmer af de internationale organer lever op til en række standarder, som stemmer overens med de organer, som de er blevet valgt til".

Danmark vil i sin periode i rådet fra 2019 til 2022 i tråd med kritikken forsøge at reformere rådet.

- Man skal kigge på, hvilke lande der fremover bliver valgt ind. Der sidder i dag lande, som ikke lever op til de højeste standarder. Det vil vi forsøge at tage fat på, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.