EMNER

USA lukker og slukker i Irak

Bagdad: USA har officielt afsluttet krigen i Irak med en ceremoni, hvor det amerikanske flag endegyldigt blev halet ned fra de militære hovedkvarterer. - Efter meget blod udgydt af irakere og amerikanere er missionen om et Irak, der kan lede og sikre sig selv, blevet en realitet, sagde den amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, ved ceremonien. De sidste 4000 amerikanske soldater forlader Irak inden årets udgang. Det sker knap ni år efter den amerikanskledede invasion i marts 2003. - Irak vil blive testet i den kommende tid. Af terrorisme og af de, der vil forsøge at splitte landet, af økonomiske og sociale problemer, af selve de demokratiske krav, sagde Panetta. Han forsikrede samtidig om, at USA "vil stå side om side med det irakiske folk, når de styrer igennem disse udfordringer". Da USA's tilstedeværelse i Irak var på sit højeste, var der 170.000 amerikanske soldater fordelt på 500 baser. Krigen har kostet USA omkring 800 milliarder dollar (over 4500 milliarder kroner)./ritzau/AFP