Udland

USA: Nordkorea affyrer en stor mængde uacceptabelt sprog

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, vil forsvare Sydkorea i striden på Den Koreanske Halvø.

USA: Nordkorea affyrer en stor mængde uacceptabelt sprog

USA vil forsvare sig selv og sin allierede Sydkorea fra truslen mod nord, og den krigeriske retorik fra det nordkoreanske regime er helt uacceptabel.

Sådan lyder budskabet fra den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, som tirsdag holdt pressemøde med sin sydkoreanske kollega, Yun Byung-se.

- Vi har hørt en ekstraordinær mængde af uacceptabel retorik fra den nordkoreanske regering i de senere dage, siger Kerry i Washington, hvor han stod side ved side med Sydkoreas udenrigsminister.

- Så lad mig være helt klar: USA vil forsvare og beskytte os selv og vores traktatmæssige allierede, Republikken Korea (Sydkorea, red.), tilføjer han ifølge Bloomberg News.

De seneste uger er spændingerne mellem Nordkorea på den ene side og Sydkora og USA på den anden taget til. Nordkorea har fremsat flere trusler om angreb på amerikanske baser i Stillehavet.

Nordkorea sagde tirsdag, at landet nu vil genstarte et omstridt atomanlæg for at kunne armere sine atomvåben. Det er den hidtil klareste afvisning af FN's sanktioner lige i hjertet af de voldsomme spændinger, der udspiller sig på Den Koreanske Halvø.

Beskeden er den seneste i en række af aggressive udtalelser fra styret i Nordkorea.

Den hårde retorik har fået USA til at svare igen med udstationering af atombærende B-52'ere, B-2 stealth bombefly samt en amerikansk destroyer ud for Sydkoreas kyst på "afskrækkelsesmission".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.