USA: Nordkorea truer med at afprøve atomvåben

WASHINGTON:Nordkorea har truet med formelt at erklære sig for atommagt og sagt, at det overvejer at afprøve atomvåben, sagde amerikanske embedsmænd torsdag. To amerikanske embedsmænd, der deltager i de såkaldte sekspartsforhandlinger om Nordkoreas atomprogram, sagde, at den nordkoreanske forhandlingsdelegation kom med truslerne under forhandlingerne. - Vi tager det alvorligt, men de har sagt den slags ting tidligere, sagde en af embedsmændene, der ønskede at være anonym. Eksperter advarede forud for forhandlingerne om, at Nordkorea ville fremsætte den type trusler, hvis det følte sig under pres. Nordkorea, USA, Rusland, Kina, Sydkorea og Japan deltager i forhandlingerne, hvis hensigt det er at få afsluttet den 10 måneder lange krise over Nordkoreas atomprogram. /ritzau/AFP