USA: Ny rapport belaster Iran

Washington: USA siger, at en ny rapport fra Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, bekræfter, at Irans atomprogram fortsætter, krænker FN og har et ikke-fredeligt formål. Tommy Vietor, der er talsmand for Det Hvide Hus, siger, at rapporten understreger, at det ikke er lykkedes for Iran at overbevise det internationale samfund om, at dets atomprogram er fredeligt, siger han. Samtidig siger EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, at IAEA-rapporten øger bekymringen over det iranske atomprogram. I rapporten fra IAEA klages der over "store meningsforskelle" med Iran efter to resultatløse besøg på formodede atomanlæg. Samtidig slår IAEA fast, at Teheran har øget berigelsen af uran i meget høj grad. Iranernes kapacitet til at berige uran til 20 procents renhed er blevet tredoblet siden november. Berigelse af uran til 20 procent er et vigtigt skridt frem mod det 90 procents niveau til udvikling af atomvåben. Præstestyret i Teheran holder fast i, at dets atomprogram udelukkende tjener fredelige formål, mens Vesten mistænker Iran for i virkeligheden at gå efter at få atomvåben./ritzau/Reuters