USA og allierede vil øge kontrollen med skibe ud for Nordkorea

For at sikre at Nordkorea ikke bryder sanktioner med ulovlig skibshandel, vil USA og 19 andre øge kontrollen.

Politik 17. januar 2018 04:27 - Opdateret 17. januar 2018 07:03

USA og udenrigsministrene fra 19 allierede lande, heriblandt Danmark, er på et møde i canadiske Vancouver tirsdag blevet enige om strengere kontrol af farvandet ud for Nordkorea.


Det oplyser den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, ifølge nyhedsbureauet AP.
Tiltaget skal øge kontrollen med skibe, der driver ulovlig handel med Nordkorea trods sanktioner.
Rex Tillerson mødtes i Vancouver med 19 lande, der kæmpede på amerikansk side under Koreakrigen. Det sker for at "lægge maksimalt pres" på Nordkorea og sikre, at landet ikke bryder sanktionerne mod sig.
Tillerson siger, at de i alt 20 ligesindede lande har en fælles besked til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un:
- Vi vil ikke acceptere et atombevæbnet Nordkorea.
Den amerikanske udenrigsminister opfordrer især Kina og Rusland, som ikke var inviteret med til mødet, til at implementere FN's sanktioner mod Nordkorea som følge af landets missiltest.
Tillerson bemærker samtidig, at de nordkoreanske missiltest udgør en trussel mod civil flytrafik.
USA's udenrigsminister understreger også, at presset på Nordkorea fortsætter, indtil landet tager afgørende skridt mod at opgive sit atomvåbenprogram.
Det var den canadiske udenrigsminister, Chrystia Freeland, og Rex Tillerson, som havde indkaldt til mødet i Vancouver.
/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...