USA og Canada prøver igen at få frihandelsaftale på plads

Canadas udenrigsminister og USA's handelsrepræsentant mødes tirsdag igen til ny runde af Nafta-samtaler.

Handelspolitik 11. september 2018 04:36

USA og Canada tager tirsdag hul på en ny runde samtaler om en fornyelse af Den Nordamerikanske Frihandelsaftale (Nafta).

Det oplyser en talsmand for den canadiske udenrigsminister, Chrystia Freeland, mandag lokal tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Freeland mødes tirsdag i Washington med USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer.

Freeland brugte i sidste uge tre dage i den amerikanske forbundshovedstad, og sagde før sin afrejse fredag, at parterne havde gjort gode fremskridt, skriver Reuters.

Nafta trådte i kraft i 1994 mellem USA, Canada og Mexico. USA og Mexico nåede for nylig til enighed om rammerne for en omskrivning af aftalen.

Derimod har forhandlinger i over et år mellem USA og Canada ikke har ført til et gennembrud.

USA's præsident, Donald Trump, har truet med at rive aftalen i stykker og varslet told på importerede biler og autodele fra Canada, hvis det ikke snart lykkes at få en ny ordning på plads.

Det er dog uvist, om Kongressen vil godkende en aftale, der kun omfatter USA og Mexico.

Særligt Canadas mejeriprodukter har været et følsomt emne i forhandlingerne.

Premierminister Justin Trudeau har afvist at give sig på USA's krav om større adgang til nabolandets lukkede marked for mejeriprodukter.

Derudover vil USA have forlænget patentbeskyttelsen for medicinprodukter.

Uvisheden om frihandelsaftalens skæbne har svækket den canadiske dollar og den mexicanske peso. De tre landes samhandel løber op i 1200 milliarder dollar.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...