Udland

USA og Finland ønsker en løsning i Syrien

USA's udenrigsminister har under sit officielle besøg i Finland blandt andet drøftet situationen i Syrien.

USA og Finland ønsker en løsning i Syrien

Finlands præsident, Sauli Niinistö og USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, siger, at situationen i Syrien er store, og at det internationale samfund burde finde en løsning på problemerne. Clinton og Niinistö mødtes i den finske hovedstad, Helsinki, onsdag.

Clinton siger, at hun holder sin kalender åben for den internationale mægler Kofi Annans forslag om et møde om Syrien på lørdag. Hun håber, at det møde kan blive et vendepunkt i de meget tragiske omstændigheder, som påvirker det syriske folk.

Både Clinton, der er på officielt besøg i Finland, og Niinistö er rørende enige om, at Rusland spiller en central rolle i processen.

- Alle håber helt sikkert på, at FN's Sikkerhedsråd kan nå frem til en enstemmig idé om, hvordan man skal komme videre med spørgsmålet, siger Niinistö.

Den finske præsident oplyser, at Rusland også dukkede op i andre sammenhænge, men at han og Clinton ikke behandlede den russiske militære øverstkommanderende general Nikolaj Makarovs udtalelse om Finlands eventuelle medlemskab af Nato.

Finland har 1350 kilometer grænse til Rusland, og forholdet mellem de to naboer har ikke altid været det hjerteligste. En finsk overvejelse om at blive Nato-medlem ses ikke på med blide russiske øjne.

- Jeg konstaterede, at Finland samarbejder med de nordiske lande og med EU, og at vi også vil gøre fremskridt i vores samarbejde med Nato, præcis som Rusland gør det, siger Niinistö på et pressemøde efter drøftelserne med Clinton.

Finlands ambitioner om at blive medlem af FN's Sikkerhedsråd blev heller ikke diskuteret. Hillary Clinton inviterede heller ikke den finske præsident på besøg hos USA's præsident.

Ud over mødet med Sauli Niinistö mødte Hillary Clinton også den finske udenrigsminister, Erkki Tuomioja og statsminister Jyrki Katainen.

Clinton rejser videre torsdag.

/ritzau/FNB