Politik

USA og Kina har holdt konstruktivt telefonmøde om handel

Handelsrepræsentanter fra USA og Kina taler om at mødes ansigt til ansigt, oplyser rådgiver efter telefonmøde.

Økonomisk chefrådgiver i Det Hvide Hus Larry Kudlow holdt tirsdag pressemøde uden for West Wing i Det Hvide Hus. Her fortalte han, at handelsrepræsentanter for USA og Kina har holdt konstruktive samtaler om handel.

Økonomisk chefrådgiver i Det Hvide Hus Larry Kudlow holdt tirsdag pressemøde uden for West Wing i Det Hvide Hus. Her fortalte han, at handelsrepræsentanter for USA og Kina har holdt konstruktive samtaler om handel.

WASHINGTON D.C.: Forhandlere fra USA og Kina har tirsdag holdt et konstruktivt telefonmøde om en ny handelsaftale.

Det oplyser økonomisk chefrådgiver i Det Hvide Hus Larry Kudlow ifølge nyhedsbureauet Reuters.

USA's forhandlere er handelsrepræsentant Robert Lighthizer og finansminister Steven Mnuchin, mens Kinas forhandlere er vicepremierminister Liu He og handelsminister Zhong Shan.

Larry Kudlow fortæller til journalister i Det Hvide Hus, at parterne taler om at mødes ansigt til ansigt. Han advarer dog om, at der ikke findes nogen "magisk vej" til at nå, hvad der indtil videre har været en svært opnåelig aftale.

- Der findes ingen mirakler her, siger Larry Kudlow.

- Der var fremskridt sidste vinter og forår, men så stoppede det. Forhåbentligt kan vi samle op, hvor vi slap, men det ved jeg ikke endnu.

I slutningen af juni blev de to økonomiske stormagter enige om at genstarte forhandlingerne om handel, som de har strides om i næsten et år.

I forbindelse med et G20-topmøde i Japan oplyste Trump 29. juni, at amerikanerne ikke vil indføre nye toldsatser på kinesisk eksport.

Det gælder "i hvert fald ikke, som det er nu", lød det fra præsidenten på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AP.

Udtalelsen kom, efter at Trump havde mødtes med den kinesiske præsident, Xi Jinping, sideløbende med topmødet.

- Vi er tilbage på sporet, og vi vil se, hvad der sker, sagde den amerikanske præsident.

Ifølge Xi Jinping var det nødvendigt at få talt om konfrontationen mellem de to lande, fortalte han efter mødet.

- Over de seneste mange år er der sket meget i forholdet mellem USA og Kina. Men én ting er sikkert: Kina og USA nyder begge godt af et samarbejde og taber begge i en konfrontation, lød det.

Under handelskonflikten har de to nationer kastet millionstore toldsatser efter hinandens eksportvarer og rokket ved det globale handelsmarked.

Handelsstriden har allerede kostet virksomheder i begge lande flere milliarder kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst