USA og Nordkorea er klar til nye samtaler om atomprogram

Efter at forhandlinger mellem USA og Nordkorea har stået stille i lang tid, er nye samtaler nu på vej.

Morgan Ortagus, der er talsmand ved det amerikanske udenrigsministerium, har bekræftet, at USA og Nordkorea inden for den næste uges tid mødes til forhandlinger (Arkivfoto). Foto: Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix

Morgan Ortagus, der er talsmand ved det amerikanske udenrigsministerium, har bekræftet, at USA og Nordkorea inden for den næste uges tid mødes til forhandlinger (Arkivfoto). Foto: Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix

USA og Nordkorea vil i løbet af den næste uges tid mødes til forhandlinger.

Det oplyser en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.

- Jeg kan bekræfte, at embedsmænd fra USA og Nordkorea har planlagt at mødes inden for den næste uges tid. Jeg kan ikke give yderligere detaljer om mødet, siger talsmanden, Morgan Ortagus.

Tidligere tirsdag oplyste det statslige nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA, at parterne vil mødes lørdag den 5. oktober.

Det forventes, at en nedrustning af Nordkoreas atomprogram ligesom tidligere vil være på dagsordenen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Forhandlingerne mellem USA og Nordkorea har stort set ligget stille, siden et topmøde i februar i den vietnamesiske by Hanoi endte uden resultater.

Nordkoreas viceudenrigsminister, Choe Son-hui, siger i en udtalelse via KCNA, at Nordkorea og USA mødes til en "indledende" snak fredag den 4. oktober. Dagen efter begynder forhandlingerne.

- Det er min forventning, at forhandlingerne på embedsmandsniveau vil bidrage til den positive udvikling i forholdet mellem Nordkorea og USA, oplyser Choe Son-hui ifølge nyhedsbureauet AFP.

I juni besøgte USA's præsident, Donald Trump, den demilitariserede zone mellem Nordkorea og Sydkorea.

Ved mødet indgik Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, dog ikke i forhandlinger. Men de blev enige om snart at genoptage samtalerne.

Det har efterfølgende ladet vente på sig, men er nu tilsyneladende på vej.

Donald Trump fyrede i sidste måned John Bolton, den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver. Det har været med til at optø forholdet mellem de to lande.

Nordkorea har tidligere udtrykt sin utilfredshed med Bolton.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.