USA og Rusland sætter Ukraine på dagsordenen ved kommende møde
Efter øgede spændinger mellem Vesten og Rusland skal russere mødes med USA for at tale om deres bekymringer.

FILE PHOTO: Russian President Vladimir Putin holds talks with U.S. President Joe Biden via a video link in Sochi Sputnik/Reuters
USA og Rusland er blevet enige om at holde et møde i begyndelsen af det nye år. Hovedpunkterne for mødet er kontrol med atomvåben og spændingerne omkring Ukraine.
Det oplyser Det Hvide Hus natten til tirsdag dansk tid.
- Vi ser frem til at tale med Rusland. Rusland kan lægge sine bekymringer på bordet, og vi vil også lægge vores bekymring om Ruslands aktiviteter frem, siger en talsmand for USA's nationale sikkerhedsråd.
Mødet finder sted 10. januar. To dage senere skal repræsentanter fra den russiske regering mødes med Nato.
Der er ingen umiddelbare meldinger om, hvem der skal repræsentere de to lande på mødet i januar.
Spændingerne mellem Rusland og Vesten er på det seneste taget til.
Rusland har ifølge vestlige oplysninger mobiliseret den russiske hær langs Ukraines østgrænse de seneste måneder.
USA, EU og Nato frygter, at det er optakten til en regulær invasion i Ukraine.
Rusland benægter at skulle have sådanne planer.
Det præcise antal russiske soldater, der befinder sig ved den ukrainske grænse er ukendt.
Ukraines regering siger mellem 60.000 og 90.000. Men en efterretningstjeneste i USA siger, at det kan være helt op til 175.000.
Det er godt syv år siden, at russerne med magt tog halvøen Krim, der tilhørte Ukraine.
Ved tidligere møder mellem Vesten og Rusland har Rusland krævet, at USA og Nato giver garanti for, at den vestlige militærblok ikke forsøger at indlemme Ukraine i Nato's kreds.
Underforstået fordi Ukraine er en tidligere sovjetrepublik og geopolitisk en del af Ruslands interessesfære.
Det antages, at det indgår som en del af Ruslands oplæg til nye møder med Vesten.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.