USA og Sydkorea aflyser storstilet militærøvelse i august

En fælles militærøvelse mellem USA og Sydkorea er udskudt indtil videre.

Ritzau
USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, underskrev i sidste uge en aftale, der skal sikre atomnedrustning fra Nordkoreas side. Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix
Politik 18. juni 2018 23:54 - Opdateret 19. juni 2018 02:41

USA og Sydkorea er blevet enige om at udskyde den fælles militærøvelse "Ulchi Freedom Guardian", der skulle have fundet sted i august.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En talsmand for Det Hvide Hus udtaler, at øvelsen er udskudt, "så længe Nordkorea handler i god tro".

Sidste år deltog 17.500 amerikanske soldater og 50.000 soldater fra Sydkorea i øvelsen. Det var dog ventet, at de to lande ville udskyde den storstilede øvelse.

I sidste uge mødtes USA's præsident, Donald Trump, med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Singapore for at diskutere atomnedrustning og en mulig fredsaftale.

Her udtalte Donald Trump, at han havde i sinde at "afslutte krigslegene" snarest muligt.

USA's sanktioner mod Nordkorea vil blive fastholdt, indtil landets atomnedrustning er komplet, udtalte landets udenrigsminister, Mike Pompeo, under et møde i Beijing i sidste uge.

- En større nedrustning. Den håber vi, at vi kan opnå i løbet af to et halvt år.

- Jeg føler mig ret sikker på, at de forstår, at der vil være en omfattende verifikation, forklarede Pompeo og henviste til internationale kontrollanter, der skal bevidne, at Nordkorea afvikler sine atomvåben.

Det vil falde sammen med udløbet af Trumps første præsidentperiode. Han ventes at forsøge at blive genvalgt i 2020.

Under mødet i Singapore underskrev Donald Trump og Kim Jong-un en erklæring, hvor Nordkorea lover at arbejde for en atomvåbenfri koreansk halvø.

Kritikere har dog påpeget, at det er en meget løs aftale, der er indgået. Blandt andet er den i sin ordlyd svagere end tidligere internationale aftaler om atom- og raketnedrustning, der er indgået med Nordkorea de seneste 25 år.

Det var aftaler, som Nordkorea siden løb fra for i stedet at arbejde videre med at sikre sig atomvåben.

Samtidig indeholder aftalen ikke meget mere, end hvad Kim og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, aftalte på et møde i grænsebyen Panmunjom i april. Her lovede Kim at arbejde for en atomvåbenfri koreansk halvø.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...