USA og Taliban skal mødes for første gang siden tilbagetrækning

USA vil på møde i Doha presse Taliban til at respektere afghaneres rettigheder efter magtovertagelse i august.

Et medlem af Taliban holder vagt foran et paskontor i Kabul.

Et medlem af Taliban holder vagt foran et paskontor i Kabul.

DOHA:USA og Taliban skal i weekenden mødes ansigt til ansigt for første gang siden den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan.

Det oplyser USA's udenrigsministerium fredag.

Ifølge en talsperson fra ministeriet vil mødet finde sted lørdag og søndag i Qatars hovedstad, Doha. Her skal en amerikansk delegation mødes med ledende medlemmer af Taliban.

USA har opretholdt kontakten med Taliban, siden den islamistiske bevægelse i august erobrede Kabul og overtog magten i Afghanistan, samtidig med at USA og dets allierede var i færd med at trække sine tropper ud af landet.

Men weekendens møde bliver altså det første siden tilbagetrækningen, hvor USA igen skal se sin gamle fjende i øjnene.

- Vi vil presse Taliban til at respektere alle afghaneres rettigheder - heriblandt kvinder og piger - og til at danne en inkluderende regering med bred opbakning, siger talspersonen fra udenrigsministeriet fredag.

- Vi vil også presse Taliban til at lade humanitære organisationer få fri adgang til kriseramte områder, da Afghanistan står over for udsigten til en alvorlig økonomisk sammentrækning og en humanitær krise.

Ifølge talspersonen betyder weekendens møde dog ikke, at USA anerkender Taliban som Afghanistans reelle ledere.

- Vi fastholder, at Taliban må gøre sig fortjent til enhver for legitimitet gennem sine handlinger.

Talibans magtovertagelse i Afghanistan betød samtidig enden på 20 års krig i landet. I forbindelse med tilbagetrækningen fik USA og dets allierede travlt med at evakuere statsborgere og lokalt ansatte fra landet.

Det førte blandt andet til voldsomme scener fra lufthavnen i Kabul, hvor flere mistede livet under de kaotiske dage.

Det er endnu uklart, hvem der skal repræsentere USA under weekendens møde. Det vides heller ikke, hvem der skal repræsentere Taliban.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden