Politik

USA og Tyrkiet opretter sikker zone i Syrien

Målet med stødpudezone er at få skabt afstand mellem den tyrkiske grænse og de syriske kurderes YPG-milits.

En tyrkisk militærpatrulje ved et tyrkisk flag på grænsen til Syrien i Akcakale i det sydøstlige Tyrkiet. Et fælles amerikansk-tyrkisk operationscenter, der skal styre en kommende sikker zone i det nordøstlige Syrien, vil være operationsklart i området i næste uge.

En tyrkisk militærpatrulje ved et tyrkisk flag på grænsen til Syrien i Akcakale i det sydøstlige Tyrkiet. Et fælles amerikansk-tyrkisk operationscenter, der skal styre en kommende sikker zone i det nordøstlige Syrien, vil være operationsklart i området i næste uge.

ANKARA:Et fælles amerikansk-tyrkisk operationscenter, der skal styre en kommende sikker zone i det nordøstlige Syrien, vil være operationsklart i næste uge.

Det siger Tyrkiets forsvarsminister, Hulusi Akar.

Målet med stødpudezonen er at få skabt afstand mellem den tyrkiske grænse og de syriske kurderes YPG-milits.

Tyrkiske droner er sat ind i området, hvor zonen skal ligge.

- Der er sket visse fremskridt. Det er en god begyndelse, siger Akar, som understreger, at der stadig er ting at gøre.

YPG har under konflikten i Syrien været en vigtig allieret for USA. Militsen kontrollerer store dele af det nordlige Syrien efter at have spillet en hovedrolle i nedkæmpelsen af Islamisk Stat.

Men Tyrkiet anser militsen for at være en "terrorgruppe", som er allieret med Kurdistans Arbejderparti, PKK, i Tyrkiet.

PKK har siden 1984 kæmpet for kurdisk selvstyre eller et selvstændigt Kurdistan i det sydøstlige Tyrkiet. Omkring 18 procent af Tyrkiets godt 80 millioner indbyggere siges at være etniske kurdere.

Det amerikanske forsvarsministerium sagde onsdag, at aftalen om stødpudezonen vil blive gennemført i stadier.

Tyrkiet har gentagne gange truet med at gennemføre et stort militært angreb øst for floden Eufrat mod YPG.

I udspillet fra USA og Tyrkiet lægges der op til, at en fælles operation skal styre et smalt landområde ved den tyrkiske grænse. Der hersker stadig uklarhed om, hvor stor sikkerhedszonen bliver, og hvordan den vil blive drevet.

Cavusoglu siger, at der vil blive oprettet observationsposter og fælles patruljering. Han sagde, at præsident Donald Trump tidligere har sagt, at zonen bliver på 32 kilometer.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst