Israel

USA og Tyrkiet vil presse Syrien

New York: Den amerikanske præsident, Barack Obama, og Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, er blevet enige om behovet for at lægge pres på Syriens præsident, Bashar al-Assad, efter dennes drabelige aktioner mod demonstranter, der ønsker reformer. Den amerikanske præsident og den tyrkiske leder blev enige om, at det kunne blive nødvendigt med yderligere skridt, "inklusive sanktioner, politisk pres eller andre skridt" over for Syrien. Obama understregede også over for Erdogan, at Tyrkiet og Israel er nødt til at begrave stridigheder i kølvandet på et dødeligt israelsk razzia mod et tyrkisk nødhjælpsskib på vej mod Gazastriben i 2010. Den amerikanske præsident kondolerede over for Erdogan på grund af et terrorangreb mod en politiskole i Siirt i det sydøstlige Tyrkiet./ritzau/Reuters