USA opfordrer ny regering i Libanon til at indføre reformer

USA vil kun samarbejde med Libanons nye regering, hvis den forpligter sig til reformer, siger Mike Pompeo.

Den store test for Libanons nye regering bliver, om den er lydhør over for befolkningens krav om reformer, siger USA's udenrigsminister, Mike Pompeo. Her ankommer premierminister Hassan Diab til præsidentpaladset onsdag.

Den store test for Libanons nye regering bliver, om den er lydhør over for befolkningens krav om reformer, siger USA's udenrigsminister, Mike Pompeo. Her ankommer premierminister Hassan Diab til præsidentpaladset onsdag.

BEIRUT:Libanons nye regering må gennemføre reelle reformer for at få sat en stopper for landets dybe økonomiske krise. Det siger USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, ifølge Wall Street Journal.

- Den store prøve for Libanons nye regering bliver, hvordan den agerer og dens lydhørhed over for det libanesiske folks krav om at indføre reformer og bekæmpe korruption, siger Pompeo.

- Vi er parat til at involvere os, yde støtte, men kun til en regering, som forpligter sig til reformer, siger han om muligheden for, at USA vil samarbejde med den nye regering.

Flere måneders folkelige protester over hele Libanon fremtvang den tidligere regering og premierminister Saad Hariris afgang. Han var støttet af både Saudi-Arabien og USA.

I stedet blev Hassan Diab med opbakning fra Hizbollah-bevægelsen udpeget som ny premierminister, og tirsdag kunne han præsentere en ny regering.

Efter det første regeringsmøde onsdag advarede han om, at Libanon på mange måder er på kanten af en afgrund.

- I dag befinder vi os i en finansiel, økonomisk og social blindgyde, sagde Diab ifølge Reuters.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.