USA

USA rækker hånden frem

München, lørdag /ritzau/AFP USA vil anlægge en ny tone i den amerikanske udenrigspolitik, tale direkte med Iran og føre an i kampen mod klimaforandringer, siger vicepræsident Joe Biden. USA er fast besluttet på at anlægge en ny tone i udenrigspolitikken. Det sagde den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, lørdag på en international sikkerhedskonference i München. - Jeg kommer til Europa på vegne af en ny administration, der er fast besluttet på at anlægge en ny tone, ikke blot i Washington, men i USA's forhold til resten af verden, sagde Biden. Han tilføjede, at USA vil bede andre lande om at tage imod fanger fra den omstridte Guantanamofangelejr i Cuba. - I vores fælles kamp mod ekstremisme, må vi samarbejde med andre lande i verden, og vi får brug for jeres hjælp, sagde Biden til de ca. 300 deltagere på konferencen. - Vi vil for eksempel bede andre om at tage ansvar for nogle af dem, der i øjeblikket sidder i Guantanamo, da vi har planer om at lukke lejren, lød det fra vicepræsidenten. Biden rakte også en hånd frem mod Iran og sagde, at USA er villig til at tale med Iran og give landet et valg mellem "pres og isolation" eller "meningsfulde tilskyndelser". - Vi vil tilbyde Iran et meget klart valg: Fortsæt på den nuværende kurs, og der vil være fortsat pres og isolatio, eller drop det ulovlige atomprogram og jeres støtte til terrorisme, og der vil komme meningsfulde tilskyndelser, lød det fra Biden. I en kommentar til Mellemøstkonflikten sagde vicepræsidenten, at USA vil arbejde for en to-stats-løsning for Israel og palæstinenserne. - Vi vil arbejde for at opnå en to-stats-løsning og for at bekæmpe de ekstremister, der ønsker at forfølge en konflikt, fastslog Biden. Og det er ikke kun i verdens brændpunkter, at man vil se en aktiv og engageret amerikansk ledelse, lovede Biden. Ifølge vicepræsidenten er USA også klar til at føre an i kampen mod klimaforandringer og sikre energiforsyningen med "ligesindede lande". Biden sagde desuden, at USA's præsident, Barack Obama, vil deltage i G20-topmødet i London i april. G20-gruppen består af blandt andre USA, de største europæiske lande samt Japan, Rusland, Kina, Indien og Brasilien. /ritzau/AFP