USA: Ruslands styrke nær Ukraine er den største siden 2014

USA erklærer sig bekymret over udviklingen i Ukraine, mens en russisk embedsmand advarer om mulig indgriben.

Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, besøgte torsdag ukrainske styrker i Donbass-regionen, hvor kampe fortsat finder sted.

Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, besøgte torsdag ukrainske styrker i Donbass-regionen, hvor kampe fortsat finder sted.

WASHINGTON D.C.: Rusland har nu flere tropper ved Ukraines østlige grænse end på noget andet tidspunkt siden 2014.

Det oplyser Det Hvide Hus torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

USA er derfor i stigende grad bekymret for, hvad landet anser som "russiske aggressioner", siger præsident Joe Bidens talsperson, Jen Psaki.

De seneste uger og måneder er kampe i det østlige Ukraine mellem Ukraines regeringshær og prorussiske separatister eskaleret.

Men Rusland fastholder ifølge Reuters, at dets tropper ved grænsen ikke udgør en trussel og spiller en "defensiv" rolle.

De vil dog blive i området, så længe den russiske regering mener, at det er nødvendigt.

Ifølge BBC advarer en højtstående russisk embedsmand om, at Rusland kan finde på at gribe ind for at forsvare russisktalende indbyggere i det østlige Ukraine, hvis Ukraine indleder et større angreb på de prorussiske separatister.

Embedsmanden, Dmitrij Kozak, siger, at det handler om at "forsvare" russiske borgere.

- Det handler alt sammen om graden af optrapning, siger han ifølge BBC.

Han advarer også om, at eskaleringen kan markere "begyndelsen på enden" for Ukraine, og at der ikke blot vil være tale om "et skud i benet, men i ansigtet".

Det præcise antal russiske tropper kendes ikke. Ukraines militær anslog i slutningen af marts, at omkring 20.000 russiske soldater var blevet flyttet til grænsen.

USA's præsident, Joe Biden, udtrykte i sidste uge "urokkelig støtte" til den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, i konfrontationerne med Rusland.

Torsdag er det blevet meddelt, at forsvarsminister for USA Lloyd Austin i næste uge vil rejse til Natos hovedkvarter i Belgien samt besøge Israel, Storbritannien og Tyskland. Det vides ikke, om situationen i Ukraine vil være på dagsordenen.

Det var i marts 2014, at Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim.

Ukraine har siden 2014 forsøgt at nedkæmpe de oprørske, ukrainske separatister i de østlige regioner Donetsk og Lugansk, efter at Rusland annekterede Krim-halvøen.

Flere end 13.000 mennesker er blevet dræbt under konflikten, hvor der flere gange er indgået skrøbelige våbenhvileaftaler.

Ifølge BBC er dødstallet blandt de ukrainske soldater oppe på 25 i år. For hele sidste år var det 50.

Torsdag døde en ukrainsk soldat. Det skete, samme dag som ukrainske styrker affyrede 14 mortérgranater mod en landsby i udkanten af byen Donetsk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.