USA's Afghanistan-farvel skal frigøre midler til at tøjle Kina

Når USA senest 11. september forlader Afghanistan, skal ressourcerne i stedet bruges i Asien, siger kilde.

Amerikanske krigsskibe ses under en militærøvelse i Det Sydkinesiske Hav. (Arkivfoto)

Amerikanske krigsskibe ses under en militærøvelse i Det Sydkinesiske Hav. (Arkivfoto)

WASHINGTON D.C.: USA's kommende tilbagetrækning i Afghanistan skyldes blandt andet, at landet ønsker at frigøre diplomatiske og militære ressourcer til at imødegå "udfordringer" i Asien og Stillehavsregionen - særligt med fokus på Kina.

Det siger en ledende embedsmand i præsident Joe Bidens administration, der ønsker at være anonym.

Joe Biden annoncerede onsdag, at USA vil indlede sin militære tilbagetrækning fra Afghanistan den 1. maj. Planen er senest at være ude 11. september.

Også Natos styrker, herunder de danske, vil forlade landet.

- De største udfordringer, vi står overfor, finder sted i det vestlige stillehavsområde. Afghanistan modtog virkelig en uforholdsmæssigt stor mængde tid, fokus og opmærksomhed af det øverste lederskab, siger den amerikanske embedsmand.

USA gik ind i Afghanistan i 2001 efter en stribe angreb på amerikansk grund. Det vurderes ifølge CNN, at krigen har kostet USA omkring 2000 milliarder kroner.

Joe Biden har, siden han blev præsident, arbejdet på at målrette den amerikanske indsats i Asien og Stillehavet for at holde snor i Kinas voksende globale magt, hvilket Biden ser som en af USA's største udfordringer de kommende årtier.

USA's præsident ønsker også at få bedre styr på Nordkorea.

Derfor håber Biden at give ny energi til det såkaldte Quad-fællesskab mellem USA, Australien, Indien og Japan for at få hjælp til at håndtere de to nationer.

Første del af den plan er et møde med Japans premierminister, Yoshihide Suga, fredag.

Her ventes det blandt andet, at de to ledere vil komme med en fælles udtalelse omkring Kinas fremfærd over for Taiwan, som Kina gør krav på som en del af landets territorium.

Det ventes også, at de to ledere vil diskutere Kinas behandling af det muslimske mindretal uighurerne i regionen Xinjiang samt fremlægge planer for, hvornår det næste møde i Quad-fællesskabet finder sted.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden