USA's centralbank giver Asiens aktier et løft

Forbundsbanken vil fortsætte med at pumpe milliarder ind i den amerikanske økonomi. Investorerne jubler.

Udland 19. september 2013 06:02 - Opdateret 19. september 2013 06:04

USA's centralbank giver Asiens aktier et løft

Køberne strømmer ind på aktiemarkederne i Asien torsdag efter onsdagens positive nyheder fra den amerikanske forbundsbank.

Også i USA kravlede aktierne i vejret, efter at Federal Reserve sagde, at den vil fortsætte med at pumpe ud i økonomien i samme tempo som hidtil for at stimulere økonomien.

Banken støtteopkøber hver måned obligationer for 85 milliarder dollar, og det bliver der ikke ændret på foreløbigt, oplyste den efter afslutningen på sit todages rentemøde.

På finansmarkederne var det ifølge Bloomberg News ventet, at banken ville reducere opkøbene med 10 milliarder dollar til 75 milliarder dollar.

På Wall Street blev der jublet, da breaking news-teksten "Fed keeps bond buying program intact" dukkede op på skærmene, og S&P 500-indekset steg til det højeste nogensinde.

Banken meddelte, at den ønsker at se "flere beviser på, at bedringen (i økonomien, red.) er holdbar", før købene bliver justeret.

Opkøbene sker for at presse renten på lån med længere løbetider ned til gavn for virksomheder og private låntagere.

Da centralbankens chef, Ben Bernanke, i maj talte om en mulig nedtrapning af opkøbene reagerede aktiemarkederne negativt.

Nu reageres der modsat. Fællesindekset for aktiemarkederne i Asien og Stillehavsregionen er tidligt torsdag morgen på det højeste niveau i fire måneder.

- Markederne er begejstrede, konstaterer Frederic Neuman, cheføkonom HSBC, i et notat ifølge Financial Times.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...