Udland

USA's handelsminister flygter fra uheld

USA's handelsminister, John Bryson, blev ramt af et anfald, da han stak af fra biluheld og kolliderede på ny.

USA's handelsminister flygter fra uheld

USA's handelsminister, John Bryson, kørte galt, fordi han blev ramt af et anfald, oplyser ministeriet i en meddelelse mandag, efter at politiet i Californien har meddelt, at man efterforsker flere bilsammenstød med flugt.

Bryson, der er præsident Barack Obamas øverste leder inden for handelspolitik, blev bragt på sygehuset i Californien, men er vendt tilbage til Washington, hedder det i talskvinde Jennifer Friedmans meddelelse.

Politiets efterforskning af sammenstødene står fortsat på, tilføjer hun.

Tidligere mandag sagde politiet i Californien, at Bryson var fundet bevidstløs bag rattet af sin Lexus efter at være kollideret tre gange med to andre biler. I mindst et af sammenstødene efterforskes han som flugtbilist.

San Gabriel Politi siger i en meddelelse mandag, at de foreløbige undersøgelser tyder på, at Byron var skyld i den første kollision, da hans Lexus kørte op bag i en Buick i San Gabriel lørdag klokken 17.05 lokal tid.

Byron kørte op bag i Buick'en endnu en gang, inden han kørte fra stedet.

Det næste sammenstød fandt sted fem minutter senere i den nærliggende by Rosemead. Her kørte Bryson forsætligt ind i en Honda Accord ifølge meddelelsen, der er udsendt i samarbejde med sheriffen i Los Angeles County.

Ingen af passagererne i de to andre biler kom noget alvorligt til.

Bryson har beklædt stillingen som Obamas handelsminister siden oktober 2011, fremgår det af ministeriets hjemmeside, der også betegner ham som et centralt medlem af præsidentens økonomiske gruppe.

/ritzau/Reuters