USA's missilforsvar får længe ventet succes

USA's problemfyldte system til missilforsvar har med held ramt et missil under en test.

Udland 23. juni 2014 00:58

Det amerikanske missilforsvar, der er under udvikling af Boeing, har under en test haft succes med at ramme et simuleret fjendtligt missil over Stillehavet.

Det er første gang siden 2008, at det er lykkes.

- Dette er et meget vigtigt skridt i vores fortsatte forsøg på at forbedre og øge troværdigheden for vort hjemlige forsvarssystem mod ballistiske missiler, siger viceadmiral James Syring, chef for Agenturet for Missilforsvar i det amerikanske forsvarsministerium.

Det problemfyldte system består af Boeings landbaserede GMD-system, der udvikles som forsvar mod angreb med langtrækkende missiler mod USA.

En del af systemet er også den ladning, der udvikles af selskabet Rayheon, og som skal kobles fra en raket og uskadeliggøre det indkommende missil og sprænghoved.

Systemet blev sat i gang i 2004 af den daværende præsident, George Bush, som et svar på trusler fra Nordkorea.

Siden da har der været fortaget otte forsøg på at ramme et øvelsesmissil, men det er kikset i fem af forsøgene.

Nu er der så optimisme igen. Pentagon, forsvarsministeriet i Washington, siger, at de foreløbige informationer tyder på, at alle involverede dele af testen har fungeret efter hensigten.

Videre siger Pentagon, at de involverede i missilprogrammet nu skal bruge de næste måneder på at gennemgå testen.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...