USA’s pres ligner en krigserklæring

Japan indfører sanktioner mod Nordkorea, der svarer igen over for amerikanerne

TokyO: Nordkoreas nummer to siger, at øget pres fra USA er en krigserklæring. Japan indfører yderligere sanktioner mod det stalinistiske styre. Det er USA’s politik, som er afgørende for, om Pyongyang vil foretage yderligere atomprøvesprængninger. Det er holdningen i Nordkorea, lod den næstkommanderende i det stalinistiske styre, Kim Yong-nam, onsdag vide, og det blev senere uddybet via Nordkoreas officielle nyhedsbureau. - Hvis USA fortsætter med at lægge pres på os, vil vi betragte det som en krigserklæring, og så har vi intet andet valg end at drage de fysiske konsekvenser af det, sagde en talsmand for det nordkoreanske udenrigsministerium ifølge KCNA. Men han understregede også, at nordkoreanerne vil vende tilbage til sekspartsforhandlingerne om landets atomprogram, hvis Washington ophæver de sanktioner, som det har indført mod regimet i Pyongyang. Og meddelelsen var dårligt læst til ende, før Japans Nationale Sikkerhedsråd satte sig sammen og blev enige om at indføre nye sanktioner mod det stalinistiske regime i protest imod mandagens atomprøvesprængning. Yasuhisa Shiozaki, Japans kabinetssekretær, meddelte onsdag eftermiddag, at man er nået til enighed om sanktionerne, der formelt godkendes af regeringen fredag. Oven i de allerede eksisterende sanktioner forbyder Japan nu blandt andet import fra Nordkorea, ligesom nordkoreanske skibe ikke længere må anløbe japanske havne. I juli, da Nordkorea afprøvede langtrækkende missiler, indførte Japan også sanktioner, og det gik bl.a. ud over en færgeforbindelse mellem de to lande, ligesom de få charterflyvninger blev standset. Japan har indtil videre stået last og brast med USA’s hårde linje overfor det stalinistiske styre, men den økonomiske effekt af de nye sanktioner vil dog efter alt at dømme være begrænset. Samhandlen mellem de to lande er halveret siden 2002, og iagttagere anser det derfor primært som et symbolsk skridt, med mindre Kina og Rusland bakker op. Netop Kina og Rusland, som begge grænser op til Nordkorea, mødtes tirsdag med de andre permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd for at diskutere sanktioner mod Nordkorea og for at få landet til at opgive sit atomvåbenprogram. Her understregede Kinas FN-ambassadør, Wang Guangya, at Nordkorea bør tage imod “en eller anden form for straf”, men at straffen samtidig bør være “konstruktiv og passende”. /ritzau/Reuters