Politik

USA's statsunderskud runder 5000 milliarder kroner

Donald Trumps første hele finansår som præsident i USA vil byde på det største statsunderskud siden 2012.

Store skattelettelser har været med til at øge det amerikanske budgetunderskud, der i det seneste finansår ventes at krydse 5000 milliarder kroner. Foto: Nicholas Kamm/arkiv/Ritzau Scanpix

Store skattelettelser har været med til at øge det amerikanske budgetunderskud, der i det seneste finansår ventes at krydse 5000 milliarder kroner. Foto: Nicholas Kamm/arkiv/Ritzau Scanpix

Underskuddet på det amerikanske statsbudget forventes at nå 782 milliarder dollar i det seneste finansår, som er det første hele år med Donald Trump som præsident.

Det skriver finansmediet Bloomberg News.

Underskuddet svarer til over 5000 milliarder kroner og er det største minus siden 2012, hvor USA stadig slikkede sårene efter finanskrisen.

Tallene stammer fra den amerikanske kongres' budgetkontor, CBO. Finansåret sluttede ved udgangen af september.

En kombination af skattelettelser, øget offentligt forbrug og en aldrende befolkning har øget minusset på statsbudgettet. Underskuddet er steget med 17 procent over det seneste år.

Der er blandt brugt flere penge på sociale ydelser og militær, men den største stigning i udgifterne er renter.

USA har måttet betale flere renter på sin enorme gæld, der lyder på 21.500 milliarder dollar - eller 139.400 milliarder kroner.

Samlet betalte USA 523 milliarder dollar i renter i det forløbne år. Det svarer nogenlunde til størrelsen på Belgiens økonomi.

Donald Trump gennemførte desuden en stor skattepakke sidste år, hvor skatten for virksomheder blev nedsat til 21 procent fra 35 procent.

Den amerikanske statskasse har efterfølgende fået færre indtægter fra den front. Til gengæld er der kommet flere penge ind fra personskatter.

Underskuddet på 782 milliarder dollar er endda en smule mindre, end der kunne være ventet.

Den sidste måned i finansåret, september, indbragte rent faktisk den amerikanske statskasse 116 milliarder dollar.

De nye tal kommer forud for midtvejsvalget i november.

Republikanerne skal forsøge at beholde flertallet i de to politiske kamre i Kongressen, Repræsentanternes Hus og Senatet.

Donald Trump sagde i sin valgkamp, at han ville forbedre den amerikanske økonomi. Indtil videre er højden på gældsbjerget kun vokset.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst