USA's største flyselskab får erstatning for 737 MAX-fly

I hele verden har MAX-flyene været underlagt flyveforbud siden marts. Nu får endnu et selskab kompensation.

Over 400 af 737 MAX-flyene har hobet sig op og er klar til levering, når forbuddet på et tidspunkt igen ophæves. (Arkivfoto.)

Over 400 af 737 MAX-flyene har hobet sig op og er klar til levering, når forbuddet på et tidspunkt igen ophæves. (Arkivfoto.)

WASHINGTON D.C.: Flyselskabet American Airlines har indgået en aftale med producenten Boeing om en kompensation for flyveforbuddet for 737 MAX-flyene.

Det oplyser flyselskabet ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag aften dansk tid.

Kompensationen vil blive givet over en årrække, og det fulde beløb kendes ikke.

Dog oplyses det ifølge Reuters, at American Airlines, som er USA's største flyselskab, vil sende omkring 200 millioner kroner af kompensationen tilbage i et incitamentsprogram for de ansatte fra 2019.

Dermed er American Airlines det seneste flyselskab, der har indgået en aftale om kompensation med Boeing, efter at blandt andet Turkish Airlines og Southwest Airlines også har indgået aftaler.

Hos det pressede norske luftfartsselskab Norwegian følger man sikkert nøje med.

Her har de seneste uger givet forhåbninger om en lignende aftale. Den har Norwegian ifølge det norske erhvervsmedie E24 forsøgt at få i hus siden sommeren 2019.

De storsælgende 737 MAX-fly har ikke været i luften, siden to styrt - det seneste i marts 2019 - medførte, at 346 mennesker omkom.

Siden da har over 400 af flyene hobet sig op og er klar til levering, når forbuddet på et tidspunkt igen ophæves.

Tidligere mandag skrev Wall Street Journal ifølge Reuters, at Boeing overvejer at øge sin gæld for at styrke sine finanser efter problemerne med 737 MAX-flyene, som i høj grad også er gået ud over flyproducenten selv.

Boeing overvejer flere tiltag, blandt andet at skære i sine udgifter til forskning og udvikling, for at øge sin kontantbeholdning.

Flyproducenten har hverken ønsket at kommentere på aftalerne med flyselskaberne eller Wall Street Journals historie til Reuters.

Franske Airbus overhalede i 2019 Boeing som den flyproducent, der leverede flest fly. Den titel har Airbus ikke haft siden 2011.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.