EMNER

USA sænker renten - andre følger trop

WASHINGTON:Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, besluttede som ventet onsdag at sænke renten i bestræbelserne på at forhindre, at den eskalerende kreditstramning sender USA ud i en dyb og langvarig recession. Sænkningen blev denne gang på et halvt procentpoint. The Fed's beslutning bringer dag-til-dag bankrenten ned på en procent, den laveste siden juni 2004. Centralbanken har sænket dag-til-dag-renten fra 5,25 procent i ni omgange over de seneste 13 måneder for at imødegå en finansiel storm, der begyndte med det amerikanske realkreditmarkeds sammenbrud og bredte sig til resten af verden. Nye kræfter Tidligere onsdag genvandt aktiemarkederne verden over en smule kraft styrket af udsigten til forventede rentesænkninger i både USA og Japan. Også Kina meddelte sin egen reduktion i et forsøg på at mindske konsekvenserne af den globale finanskrise. Udsigten til rentesænkningen i den amerikanske centralbank fik aktiemarkederne til at tage forsmag på nyheden. Tokyos Nikkei-indeks var ved lukketid onsdag steget med 7,74 procent. I Australien endte aktiekurserne i plus med 1,3 procent efter at have præsenteret stærke stigninger tidligere på dagen, mens kurserne i Hongkong landede 0,8 procent højere efter dagens handler. I de indledende handler på de europæiske aktiemarkeder svingede London sig op på fem procent i plus, mens Paris også holdt en lille fest med en stigning på 6,7 procent. I Tyskland kravlede Frankfurt-indekset op på beskedne 0,22 procent i plus. - Det lader til, at forventningerne til de umiddelbart forestående rentesænkninger i de store centralbanker overdøvede flere dårlige nyheder om den økonomiske vækst, konstaterede analytiker i NAB Capital, John Kyriakopoulos. - Centralbankerne rundt om i verden tager nu mere afgørende finanspolitiske beslutninger for at afbøde krisen i den økonomiske aktivitet, tilføjede han. Nye rentesænkninger Tidligere onsdag sænkede også Norge og Kina de ledende renter. Norges centralbank sænkede med et halvt procentpoint til 4,75 procent. Det er anden gang på to uger, at Norge sænker renten. Kina sænkede med 0,27 procentpoint til 6,66 procent for at holde en hånd under den aftagende vækst. Det er tredje gang inden for kort tid, at Kina sænker renten. I Japan er den toneangivende rente i øjeblikket på en halv procent, og den kan komme ned på nul på fredag, når banken har møde om renten. I Storbritannien vil Bank of England formentlig sænke renten i næste uge, og det samme vil den Europæiske Centralbank. /ritzau/AFP