USA skærper sanktioner mod Sudan

Bush mener ikke, regeringen i Sudan gør nok for at stoppe konflikten

WASHINGTON:USA’s regering vil indføre nye økonomiske sanktioner mod Sudan for “folkemordet” i Darfur og arbejder på en FN-resolution, der skal sikre international støtte til at straffe Sudan, sagde præsident George W. Bush tirsdag. De økonomiske sanktioner over for Sudan kan ses som en straf for, at regeringen i Khartoum ikke gør nok for at løse den blodige konflikt i Darfur-provinsen og ikke tillader en fredsbevarende international styrke i den borgerkrigshærgede provins. Præsidenten sagde, at han har givet udenrigsminister Condoleezza Rice ordre til at konsultere Storbritannien og andre allierede om at få FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage en resolution mod Sudan, som skal bane vej for, at en FN-styrke kan komme til provinsen. - Befolkningen i Darfur skriger efter hjælp. En hjælp, de fortjener. Alt for længe har befolkningen i Darfur lidt under en regering, der er medskyldig i bombeangreb, drab og voldtægt mod uskyldige civile, sagde Bush. De nye amerikanske sanktioner er rettet mod statskontrollerede virksomheder inden for Sudans olieindustri og mod tre enkeltpersoner, blandt andre en militsleder, som er mistænkt for at være indblandet i volden i Darfur. I alt bliver 33 sudanske virksomheder forment adgang til at anvende amerikanske banker og finansielle institutioner. - Min regering har benævnt situationen med det eneste rigtige ord: Folkedrab, fortsatte den amerikanske præsident, som ikke lagde skjul på situationen i Darfur er forværret. Bush opfordrede samtidig den sudanske præsident, Omar al-Bashir, til at lade internationale fredsbevarende soldater komme til Darfur. Det har Bashir hidtil nægtet. Kina, Rusland og Den Arabiske Liga er tøvende over for, om sanktioner kan standse volden i Darfur. Den russiske FN-ambassadør, Vitalij Tjurkin, vurderer, at der er sket fremskridt i en dialog mellem FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, og den sudanske regering. I Beijing sagde Kinas repræsentant i afrikanske spørgsmål, Liu Guijin, at “pres og sanktioner” ikke bidrager til at løse problemer. Tværtimod vil udvidede sanktioner forværrer problemerne, sagde Liu på et pressemøde. Og Amr Mussa, generalsekretær i Den Arabiske Liga, sagde: - Sanktioner tjener kun til at øge spændingerne og vil ikke føre til en løsning på Darfurs komplicerede problemer. I Khartoum kritiserede en talsmand for regeringen straks de nye sanktioner og den hårde amerikanske linje. Derimod roste den britiske regering sanktionerne. Flere end 200.000 personer er blevet dræbt i Darfur og omkring 2,5 millioner sendt på flugt fra deres hjem i løbet af de fire år, hvor kampene har stået på. Der er tale om en af de værste humanitære katastrofer i verden i øjeblikket. /ritzau/AP