USA: Skydende vagtmand skal i fængsel igen

George Zimmerman, som skød og dræbte 17-årig i Florida, har fået annulleret sin løsladelse efter løgn i retten

Udland 1. juni 2012 22:54 - Opdateret 1. juni 2012 22:54

USA: Skydende vagtmand skal i fængsel igen

Den 28-årige vagtmand George Zimmerman har 48 timer tilbage i frihed, inden han igen vil befinde sig bag tremmer.

Zimmerman, der er sigtet for at have myrdet den 17-årige sorte Trayvon Martin, har været løsladt mod kaution, men en dommer i Florida besluttede fredag eftermiddag at kalde drabsmanden tilbage til hans celle.

Det skyldes, at Zimmerman tilsyneladende har vildledt retten om sin økonomiske situation og samtidig skaffet sig et nyt pas to uger efter, at han skød den 17-årige, skriver amerikanske medier.

Under et tidligere retsmøde oplyste Zimmerman, at hverken han eller hans familie havde penge, og at hans forældre ville være nødt til at optage nye lån i deres hus for at betale kautionen.

Den forklaring var imidlertid langt fra sandheden, da den selverklærede vagtmand i virkeligheden havde indsamlet over 200.000 dollar fra amerikanere, der støtter ham i sagen.

På baggrund af den drabssigtedes udtalelser i retten blev kautionen fastsat til 150.000 dollar (900.000 kroner).

Skudepisoden fandt sted den 25. februar i Sanford, en forstad til Orlando i Florida, mens Zimmerman patruljerede som frivillig i et naboværn.

Han hævder selv, at han skød Trayvon Martin i selvforsvar, men hans telefonsamtale med politiet den skæbnesvangre aften efterlader imidlertid et andet indtryk.

Trayvon bevægede sig langsomt, han kiggede sig omkring og virkede som om, han var påvirket af stoffer, sagde Zimmerman, der ignorerede politiets råd om at holde sig på afstand af teenageren, der hverken var påvirket eller bevæbnet.

Det var fjerde gang i løbet af det seneste år, at Zimmerman kontaktede politiet under sin vagtrunde for at informere om sorte personer, der virkede "mistænkelige".

Præsident Barack Obama har kaldt drabet en tragedie og opfordret til, at alle aspekter af sagen endevendes.

/ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...