Militær

USA tager et pusterum i krigen

Den sydlige militærstyrke står nu kun 50 km fra Bagdad

BAGDAD:Den øverste ledelse for den amerikanskledede invasion i Irak har - med en afstand af kun 50 kilometer til Iraks hovedstad Bagdad - beordret et pusterum på mellem fire og seks dage inden yderligere fremrykninger. Det sker på grund af mangel på forsyninger og kraftig irakisk modstand. Amerikanske officerer forklarer, at der er givet ordre til, at alle fremrykninger vil blive udsat, mens militæret løser logistiske problemer med forsyningslinierne fra Kuwait til styrkerne i den sydlige del af Irak, der har kurs mod Bagdad. Selv om der er ophold i fremrykningen, vil invasionsstyrkerne fortsat angribe de irakiske styrker, som de står over for, med tunge luftangreb, understreger anonyme officerer i den amerikanske styrke i Irak. Formålet med disse luftangreb er at gøre de enheder, der forsvarer Bagdad, så møre som muligt, før det endelige angreb på Bagdad sættes i værk. USA og Storbritannien nægtede i går at betegne det midlertidige stop for fremrykningen mod Bagdad som en pause i krigen i Irak. - Jeg mener, at med hensyn til spørgsmålet om en pause, så er der ingen pause på slagmarken. Bare fordi man kan se en bestemt formation ligge stille, betyder det ikke, at der er en pause, sagde generalmajor Victor Renuart fra USA's centrale kommando i Qatar på et pressemøde. Den britiske kaptajn Al Lockwood sagde kort forinden til det britiske tv-selskab Sky News: - Jeg vil ikke kalde det en pause. Det handler alene om at forme slagmarken, at skaffe vores tropper udstyr og få dem hen på rette sted til næste del af kampagnen. Forsyningsmanglen i de forreste linier har blandt andet haft den konsekvens, at man har måttet begrænse brugen af benzindrevne panserkøretøjer for at spare på brændstof. Fødevarer er også en mangelvare. I en infanterienhed ved fronten har man været nødt til at nedskære hver enkelt soldats daglige ration fra tre madpakker til kun en. Modstand og sabotage fra irakiske militsfolk, som opererer i byerne mellem grænsen til Kuwait og fronten, har også belastet forsyningslinierne alvorligt. En del af den sydlige front står kun 50 kilometer fra den irakiske hovedstad, men er næsten 500 kilometer borte fra baserne i Kuwait. Den britiske hærchef, Mike Jackson, afviste fredag, at det amerikansk-britiske fremstød er gået i stå efter lidt over en uges fremrykning. Men på et pressemøde antydede Jackson behovet for at holde en pause. Han sagde, at hære ikke kan bevæge sig fremad uden ophold, men fra tid til anden bliver nødt til at stoppe for at omgruppere og sikre, at forsyningerne er nået frem. /ritzau/Reuters