EMNER

USA-tal peger mod recession

KØBENHAVN:USA er nu uden tvivl i recession, mener bankerne Handelsbanken og Nordea. Fredagens offentliggørelse af den amerikanske forbrugertillid for april blev endnu en grim overraskelse, da den foreløbige opgørelse af University of Michigans indikator for forbrugertilliden i april viste et styrtdyk til 63,2 fra et indeks på 69,5 måneden før. Det er det laveste niveau i 26 år. - Det synes nu uomgængeligt, at den amerikanske økonomi befinder sig i recession - og der er klart risiko for, at vi står overfor en langvarig og dyb svækkelse, som med stor sandsynlighed vil trække sine spor hen over verdensøkonomien, mener cheføkonom i Nordea Helge Pedersen. Universitetets indikator konstrueres ved at spørge forbrugere om både deres nuværende økonomiske situation og deres forventninger til fremtiden. Analytikere havde blot ventet et marginalt fald til 69,0. Forbrugertilliden er nu på det laveste niveau siden 1982./ritzau/