Udland

USA: To dage til valgkampens første tv-duel

De direkte dueller på nationalt tv har ført afgjort slaget om Det Hvide Hus. Onsdag er det Obama mod Romney.

USA: To dage til valgkampens første tv-duel

Fjernsynstransmitterede debatter mellem præsidentkandidater har i over 50 år været en hjørnesten i kampen om embedet.

Mange vælgere beslutter sig først efter at have se de to kandidater gå i clinch med hinanden, og debatterne kan svinge stemningen i en kandidats favør. Præsident Barack Obama og republikaneren Mitt Romney tørner sammen i deres første duel på onsdag.

Duellen om to dage finder sted i Colorado - én af de såkaldte svingstater, hvor udfaldet på forhånd er svært at spå om. Derefter følger endnu to debatter.

Og med godt en måned tilbage til afgørelsens dag den 2. november er det ved at være sidste udkald for Mitt Romney, der halser efter Obama i meningsmålingerne. Også i de altafgørende kampstater, hvor valget reelt bliver afgjort, er Romney bagud.

Her følger nogle eksempler på tv-debatter siden den første blev afviklet mellem demokraten John F. Kennedy og republikaneren Richard Nixon i september 1960.

66 millioner fulgte debatten mellem en solbrændt, veltrænet og afslappet Kennedy og en bleg og dårligt barberet Nixon, der kun to uger tidligere var udskrevet fra et hospital efter en knæoperation.

Nixon afviste også at blive sminket inden seancen under de varme projektører gik i gang.

Når Kennedy svarede kiggede han direkte ind i kameraet, mens en småsvende Nixon kiggede på journalisten. Resultat: Kennedy vandt. Skræmt af oplevelsen nægtede Nixon at deltage i tv-debatterne i 1968 og 1972.

I 1976 var det Demokraten Jimmy Carter mod Republikaneren Gerald Ford:

I den anden debat dummede den siddende præsident, Gerald Ford, sig på et spørgsmål om Sovjetunionens indflydelse i Europa.

"Der er ingen sovjetisk dominans i Østeuropa", sagde Ford. Jimmy Carter vandt valget.

1980:Carter mod Ronald Reagan

Den snarrådige tidligere Hollywood-stjerne Ronald Reagan henvendte sig direkte til seerne, i den eneste duel mod Carter blot en uge før valget, med spørgsmålet: I bør måske inden krydset sættes spørge jer selv: Har I det bedre nu end for fire år siden? Reagan vandt.

I 2008 var Obama oppe mod John McCain. Finanskrisen var under opsejling og kandidaterne fokuserede på, hvordan de ville dreje økonomien tilbage på sporet. Debatterne huskes dog for en akavet bemærkning fra McCain, der omtalte Obama som "ham der". Obama vandt.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.