USA truer med flere sanktioner

WASHINGTON:USA er klar til at tage yderligere skridt for at forhindre, at Syriens leder, Assad, fortsætter sin hårdhændede behandling af landets befolkning. Sådan lyder det på baggrund af, at mere end 200 mennesker er blevet dræbt i løbet af de seneste to dage. Senest er der onsdag aften meldinger om yderligere 22 omkomne. - Vi opfordrer Syriens fortsatte støtter i det internationale samfund til at advare landet om, at hvis ikke initiativet fra den Arabiske Liga bliver overholdt, vil det internationale samfund tage yderligere skridt, siger pressesekretær i Det Hvide Hus, Jay Carney. De arabiske lande har fremsat en plan, der skal stoppe de blodige angreb på demonstranter. Samtidig har landene fået mulighed for at sende observatører til Syrien, som skal følge implementeringen af aftalen fra den 2. november. FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, udtrykker også stor bekymring over det hurtigt voksende dødstal i landet. Han vil have Assads regering til at samarbejde om at få gennemført fredsplanen fra Den Arabiske Liga. - Som vi har sagt mange gange - volden og drabene må stoppe, siger FN-talsmand Martin Nesirky. Mindst 72 syriske desertører blev mandag meldt dræbt af regeringsstyrker, da de flygtede fra deres militære poster i Idlib-provinsen. Og Syrian Observatory for Human Rights oplyste mandag, at syriske sikkerhedsstyrker havde dræbt 33 civile. Syrien er gennem den seneste tid kommet under voksende internationalt pres for at stoppe blodsudgydelserne. Både Den Arabiske Liga, EU og USA har indført sanktioner mod landet./ritzau/