USA vil ikke føre Trumps trussel mod iransk kultur ud i livet

Donald Trump truede med at angribe iransk kultur, hvis landet gjorde gengæld for drabet på Qassem Soleimani.

USA's forsvarsminister, Mark Esper, holdt en pressekonference i forsvarsministeriet, Pentagon, i Washington D.C. mandag aften dansk tid efter drabet på den iranske militærleder Qassem Soleimani.

USA's forsvarsminister, Mark Esper, holdt en pressekonference i forsvarsministeriet, Pentagon, i Washington D.C. mandag aften dansk tid efter drabet på den iranske militærleder Qassem Soleimani.

WASHINGTON D.C.: USA vil trods præsident Donald Trumps trusler ikke bryde international krigslov og angribe kulturelle mål i Iran.

Det siger USA's forsvarsminister, Mark Esper, mandag aften dansk tid.

Udmeldingen kommer, efter at Donald Trump i et tweet truede med at ramme kulturelle iranske mål, hvis Iran gjorde gengæld for drabet på den iranske militærleder Qassem Soleimani.

Adspurgt om USA ville angribe kulturelle mål svarede Mark Esper:

- Vi vil følge krigsloven.

Ifølge Haag-konventionen fra 1954 om beskyttelse af kulturel arv er det en krigsforbrydelse at angribe kulturelle mål.

I sit tweet skrev Donald Trump, at USA har 52 iranske mål i sigte, hvoraf nogle har "stor betydning for Iran og den iranske kultur", hvis Iran skulle ramme nogle amerikanere eller amerikanske mål som gengæld for den dræbte Soleimani.

Søndag forsvarede Trump sit tweet over for journalister.

- De må gerne bruge vejsidebomber og sprænge vores folk i luften, men vi må ikke røre deres kulturelle steder? Sådan fungerer det ikke, sagde Trump.

Situationen i Mellemøsten er eskaleret, efter at et amerikansk droneangreb dræbte den iranske militærleder Qassem Soleimani i Bagdad natten til fredag dansk tid.

USA har udtalt, at landet dræbte Soleimani i selvforsvar for at ødelægge hans planer om at angribe amerikanere.

Ved pressekonferencen mandag aften dansk tid sagde Mark Esper også, at USA ikke har nogen planer om at trække sig ud af Irak.

Den melding dementerede medierapporter om, at den amerikanskledede koalition ville trække sig ud af Irak af respekt for landets suverænitet.

Hundredtusinder af iranere gik mandag klædt i sort i Teherans gader i Iran og viste deres sorg over Qassem Soleimanis død.

Mandag kom kisten med Soleimani til Irans hovedstad, og Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, var med i sørgetoget.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.