USA vil tilbyde de fleste amerikanere et boosterstik

Fra september vil flere amerikanere blive tilbudt et tredje stik med en vaccine mod corona, skriver avis.

WASHINGTON D.C.: Præsident Joe Bidens administration har besluttet, at de fleste amerikanere bør få et tredje stik med en coronavaccine otte måneder efter den fulde vaccination.

Det skriver avisen The New York Times med henvisning til to unavngivne embedsmænd i administrationen.

Planerne om et tredje stik - det såkaldte boosterstik - forventes at blive offentliggjort i denne uge. Udrulningen kan ske allerede i september, lyder det.

Meldingen kommer, efter at det amerikanske lægemiddelagentur (FDA) i sidste uge godkendte brugen af et boosterstik.

Den amerikanske regerings mål er, at flere amerikanere skal gøre brug af den yderligere beskyttelse for at forhindre spredningen af den mere smitsomme Delta-variant.

Coronavarianten forårsager i øjeblikket store smittestigninger flere steder i landet.

De første boosterstik vil ifølge The New York Times sandsynligvis blive tilbudt til plejehjemsbeboere og sundhedspersonale efterfulgt af den ældre del af befolkningen.

Administrationen forestiller sig at give folk den samme vaccine, som de oprindeligt modtog.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.