Usædvanlig aftale i SAS på plads

København, tirsdag /ritzau/ Luftfartsfunktionærerne i SAS skrev tirsdag under på en aftale, som fagforeningens bestyrelse ikke kan anbefale. Dermed er forhandlingerne med den største fagforening i SAS afsluttet uden et krystalklart resultat. Og SAS-ledelsen kan nu bare vente på resultatet af urafstemningen. Luftfartsfunktionærernes (LFF) 1700 medlemmer varetager en lang række opgaver på landjorden, blandt andre billetsalg og check-in, for SAS i Danmark. Nicolas Fischer, der er formand for LFF, betegner aftalen som særdeles usædvanlig. - Det er en meget atypisk aftale. SAS-ledelsen mener, at mine medlemmer vil sige ja, og nu må vi så se, om den får ret, siger Nicolas Fischer. Resultatet af urafstemningen er klar mandag i næste uge kl. 12. Hvis medlemmerne siger ja, slår SAS ifølge Nicolas Fischer to fluer med et smæk. - Så er jeg ude af trit med mine medlemmer, og de skal have ny formand, siger Nicolas Fischer. Hvis medlemmerne stemmer nej, er det tvivlsomt, hvad der sker. Nicolas Fischer mener, at den gældende overenskomst så står ved magt indtil udløbet 1. marts 2004. SAS-ledelsen har dog gjort det klart, at forretningsenheder, der ikke indfrier kravene, bliver udskilt fra selskabet. LFF har givet indrømmelser på en lang række områder, men da det er sikkert, at der skal fyres folk, har LFF's forhandlingsudvalg forsøgt at sikre medlemmerne bedre fratrædelsesordninger end funktionærloven og undgå, at arbejdet udflages til lavprislande som Indien og Østeuropa. LFF ønskede en måneds ekstra opsigelse for hver tre års ansættelse. Det har SAS sagt nej til, og derfor vil LFF's bestyrelse ikke anbefale aftalen. LFF er gået med til en lønnedgang på 3 procent fra oktober i år, minus 2 procent på ferietillæg fra april i år og løntilbageholdenhed på 1,5 procent i 2004 samt reguleringer af en række tillæg og ordninger. - Vi har spurgt, om en underskrevet aftale ville betyde færre fyringer, men svaret har været, at det ved SAS-ledelsen ikke. Hvorfor skal vi sige ja til en aftale, som ikke indeholder andet en forringelser, spørger Nicolas Fischer. /ritzau/

Forsiden