Usædvanligt aktionæroprør rammer Topdanmark

Aktionærer i forsikringsselskabet Topdanmark kæmper imod en vedtægtsændring, som en enig bestyrelse står bag

Et usædvanligt oprør blandt det børsnoterede forsikringsselskab Topdanmark er brudt ud i lys lue.

En række store, danske investorer har således indgået en hemmelig alliance for at afværge en varslet vedtægtsændring, som en enig Topdanmark bestyrelse med formand Michael Pram Rasmussen står bag.

Det skriver dagbladet Børsen fredag.

Årsagen til den foreslåede vedtægtsændring er, at den finske finanskæmpe Sampo, der ejer 25 procent af Topdanmark, vil have sin egen mand ind i bestyrelsen. Og det er det Sampo-ejede forsikringsselskab If's svenske topchef Thorbjörn Magnusson, der er tiltænkt den post.

Investoroprøret er startet af kapitalforvalteren SEB Asset Management, som forsøger at samle andre aktionærer til at kæmpe mod forslaget og Sampos angreb på den danske forsikringsgigant.

- Jeg vil gerne samle modstand mod vedtægtsændringen i Topdanmark for at undgå, at Thorbjörn Magnusson kan vælges. Det er mærkeligt at have en konkurrent i bestyrelsen. Det hører ingen steder hjemme, siger Karsten Søndermølle til Børsen.

Søndermølle er porteføljeforvalter hos SEB Asset Management, som ejer en aktiepost i Topdanmark.

- Forretningsmæssigt kunne jeg godt tænke mig, at der skete noget andet, end at Sampo og IF sætte sig på magten ad bagvejen, siger han til Børsen.

I følge Børsens oplysninger har oprøret indtil videre opbakning fra aktionærer, der ejer syv til otte procent af Topdanmark.

Topdanmarks bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen har ikke kommenteret aktieoprøret.

Bestyrelsen i Topdanmark har i enighed foreslået vedtægtsændringen, der fremsættes på selskabets generalforsamling den 10. april.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst