Aalborg

Usaglig argumentation om høringsret

HØRINGSRET:Jørgen Andersen beskylder mig i NORDJYSKE 20. marts for at være ophidset over hans forslag om fast høringsret til de lokale samråd. Altså, bare fordi jeg har den opfattelse, at det er en gang tom luft, og det ikke fører til, at forholdene i lokalområderne bliver bedre, betyder det slet ikke ophidselse. Snarere tværtimod, det er ikke værd at spilde tid på. Når Jørgen Andersen benytter lejligheden til at så tvivl om mine motiver, så er det let at se, hvem der føler sig presset og må gribe til usaglig argumentation. Jørgen Andersen lyder nærmest som en forfulgt uskyldighed, der så tillader sig at sværte andre til. Jeg mener slet og ret, at demokratiet udvides mere ved at satse på nogle andre tiltag, som jeg også har anført i et tidligere indlæg. Som nævnt står det SF frit for, hver gang der er forslag om at lukke biblioteker eller andet, at tage initiativ til borgermøder. Dermed har jeg ikke mere at tilføje i denne sag.