Usande informationer

Klarup 1. august 2007 06:00

ÆLDREPLEJE: Der er nogle forældreråd, som bare hænger ved, som man aldrig glemmer. For min mor er jeg sikker på, at det er min morfars holdning til arbejde. Han sagde, uanset hvad du kommer til at lave, så sørg for at du bliver én af de bedste. Min mor er social- og sundhedsassistent på Hellashøj Plejehjem i Klarup. Hun har lagt - og lægger stadig - sin sjæl og sit knofedt i sit arbejde, og jeg vil vove den påstand, at hun faktisk er en af de bedste til sit arbejde. Min mor, indrømmet, er lidt af en skør kugle og er den type, der nogle dage er meget stille og andre dage bare fylder for meget. Hun har på sit arbejde hængt en humortegning op på døren til personalets vagtstue, som forestiller vikinger, der drikker mjød med teksten ”I fagligt møde”. Man må sige, at humortegningen i den grad i artiklen bliver fejlfortolket. Og hvad med rygepolitikken i Aalborg Kommune? Er der nogen, der ved, hvordan det forholder sig? Hverken pårørende til Johanne Louise (som for resten ikke hedder Jensen til efternavn) eller Michael Müller, journalisten der har skrevet artiklen, for man må ikke ryge på offentlige kontorer og institutioner i Aalborg Kommune. Så nej, de ansatte sidder ikke altid og ryger inde i vagtstuen. Og sådan fortsætter det i artiklen, og det er kun sådan nogle usande informationer, som læserne af NORDJYSKE Stiftstidende kan forholde sig til, for min mor har tavshedspligt og kan dermed ikke forsvare sig mod beskyldningerne i artiklen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...