USAs militær vil foretage Guantanamo-undersøgelse

Miami, onsdag /ritzau/AFP Hærens ledelse vil have belyst kendsgerninger omkring beskyldninger om tortur. Det amerikanske militær har givet ordre til, der skal foretages undersøgelser på baggrund af FBI-beskyldninger om fangemishandling på Guantanamobasen, hvor terrormistænkte fra Afghanistan tilbageholdes, sagde en militær talsmand onsdag. - Hærens ledelse vil have belyst kendsgerninger og omstændigheder omkring alle fremsatte beskyldninger. . . og tage stilling til de vurderinger og anbefalinger, som kan fremsættes af en uafhængig undersøgelsesleder, sagde oberst David Williams. Meddelelsen kom to dage før en amerikansk soldat stilles for en krigsret i Texas under anklage for mishandlinger af fanger i Abu Ghraib fængslet i Irak. I dokumenter fra borgerrettighedsgrupper, som omfatter papirer fra Forbundspolitiet FBI, tales der blandt om forhør af fanger, der er lænket på hænder og fødder, og som af lænkerne fastholdes i fosterstilling i helt op til 24 timer. Ifølge beskyldningerne skulle Det Hvide Hus have givet tilladelse til afhøringer, hvor fanger forhindres i at sove, bringes i pressede stillinger, trues med hunde og får hætter ned over hovedet. Tre soldater blev sidste år idømt fængselsstraffe fra otte måneder til otte år, efter at de havde erklæret sig skyldige i fangemishandlinger i Bagdad. /ritzau/AFP

Forsiden