Useedet australier sender Federer ud af US Open

John Millman leverede en kæmpeoverraskelse, da han slog Roger Federer og spillede sig i kvartfinalen.

Roger Federer var langt fra sædvanlig styrke, da han blev slået af John Millman i US Opens ottendedelsfinale. Foto: Julian Finney/Ritzau Scanpix
Tennis 4. september 2018 06:56 - Opdateret 4. september 2018 08:20

Den 20-dobbelte grand slam-vinder Roger Federer er meget overraskende ude af US Open allerede efter ottendedelsfinalen efter et nederlag til den useedede australier John Millman.

Millman vandt i fire sæt med cifrene 3-6, 7-5, 7-6 og 7-6 og møder nu Novak Djokovic i kvartfinalen.

Australieren er blot nummer 55 i verden og er aldrig tidligere nået længere end til tredje runde i en grand slam-turnering, men han spillede sin chance mod en storfavoritten, der var langt fra sædvanlig styrke.

Federer vandt ellers første sæt, men missede sætbolde i både andet og tredje og leverede usædvanligt mange uprovokerede fejl.

Foran 4-2 i fjerde sæt tabte Federer sin egen serv og rakte på ny Millman en lillefinger, som australieren hellere end gerne tog imod.

Spillerne fulgtes ad til 6-6, hvorefter fjerde sæt gik i tiebreak, hvor John Millman hurtigt kom foran 6-1 og dermed tilspillede sig fem matchbolde. Federer afværgede de første to, inden Millner fuldbyrdede overraskelsen.

- Det var meget varmt. Jeg følte det, som om jeg ikke kunne få luft, jeg svedte mere og mere og fik det mere og mere ubehageligt. Jeg vil sige, at jeg var glad, da kampen var overstået, siger Roger Federer ifølge AFP.

Han blev noteret for ikke færre end 77 uprovokerede fejl og 10 dobbeltfejl undervejs.

- John håndterede varmen bedre - han er fra Brisbane, der har en af de højeste luftfugtigheder i verden, siger Federer om sin overmand, der altså spolerede en kvartfinale mellem Federer og Novak Djokovic.

I de øvrige kvartfinaler spiller Rafael Nadal mod Dominic Thiem, Juan Martin del Petro møder John Isner, mens Marin Cilic står overfor Kei Nishikori.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...