Lokalpolitik

Usikker fremtid for regional udvikling

KØBENHAVN:En gåde. Sådan betegner regionsformand i Region Syd, Carl Holst (V), aftalen mellem regionerne og regeringen, når det gælder regional udvikling. Han bakkes op af andre regionsformænd. - Det er mig en gåde, at man ikke har kunne finde midlerne. I det mindste kunne man kanalisere nogle af de penge, som er sat af til globaliseringens udfordringer, siger Carl Holst. De manglende midler betyder ifølge regionsformanden, at det roste og planlagte samarbejde mellem forskningsinstitutionerne og virksomhederne får svære kår. Bent Hansen (S), som er formand for danske regioner og dermed stod for forhandlingerne med regeringen om penge til regional udvikling, erkender, at forventningerne til regional udvikling bliver svære at indfri. - Jeg havde håbet på mere, men der var meldingen helt klar fra regeringens side, siger Bent Hansen til Ritzau. I stedet vil Bent Hansens egen hjemregion, Region Midtjylland, søge regeringens puljer og fonde, for at få penge til at skabe den udvikling, der med de såkaldte “vækstforum” er lagt op til. Og så håber Bent Hansen, at der er mere velvilje fra regeringens side til forhandlingerne næste år. - Regeringen skal ikke tro, de kommer af med os af den grund, lyder det trods alt optimistisk fra Bent Hansen. Vækstforum er en bred sammensat gruppe af folk fra uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv, regionen, kommunerne og arbejdsmarkedets parter, som arbejde med at sætte initiativer i gang, der kan skabe flere arbejdspladser og mere samarbejde i regionerne. Et eksempel på et sådant samarbejde kommer formanden for Region Nordjylland, Orla Hav (S), gerne med. I Nordjylland han man fokus på klyngedannelser mellem virksomheder på it-området og de dele af Aalborg Universitet, som forsker i it. Orla Hav (S) forklarer, at den regionale udvikling er afgørende, når Danmark har nogle regioner, der suser fremad, og andre, hvor der skal gøres en ekstra indsats for at skaffe arbejdspladser. - Jeg er dybt skuffet over det her og forstår ikke, hvordan vi skal skabe væksthuse uden midler, siger han. /ritzau/