Usikker gevinst ved busser

Handelsstandsforeninger byder Frederikshavnerprojekt velkommen

Allan Vinding Sørensen
Handelsstandsforeningerne i Hirtshals og Hjørring tror ikke, at bustransport vil få norske turister til at drage til Frederikshavn. Flere lokale aktiviteter for turister (billedet) skal være med til at holde på de nye norske turister. Arkivfoto: Bente Poder
Turisme 2. december 2007 05:00

HJØRRING/HIRTSHALS: - De kan jo altid tage nogle frederikshavnere med til Hirtshals på tilbagevejen, siger handelsstandsforeningens formand, Kurt Jakobsen, spøgefuldt om frederikshavnerideen med at fragte norske turister i busser fra Hirtshals til Frederikshavn, når Colorlines færge flytter færgeleje fra Frederikshavn til Hirtshals. Kurt Jakobsen forstår frederikshavnernes ærgrelse og lyst til at gøre noget. Han husker, da Hirtshals mistede færgen Color Festival til Frederikshavn. - Det er da et frisk initiativ fra Frederikshavn. Vi kan ikke gøre noget for at forhindre, at der sættes busser ind, men jeg tvivler på, at ideen holder. Jeg tror ikke, at turisterne ønsker at tilbringe halvanden time i bus, siger Kurt Jakobsen. - Desuden tror jeg, at turisterne hellere vil til Aalborg, hvis de skal køre langt. siger Kurt Jakobsen. Også Hjørring Handelsstandsforenings formand, Tom Barnbæk, tvivler på, at busideen holder. - Vi tager busforslaget meget ¿tilbagelænet¿, siger han. - Det er da et frisk initiativ. De er jo nødt til at gøre noget, men vi frygter det ikke. Tom Barnbæk tror, at det bliver for dyrt med busser. - Vi vil satse på aftaler med Colorline. Vi får jo snart Metropol og vil gerne have fat i nogle af de norske turister, som i dag kører til Aalborg for at købe ind i Aalborg Storcenter, siger Tom Barnbæk. Hvis man spørger Tom Barnbæk må nogle af de 10-15 parkeringspladser til busser ved Aalborg Storcenter i fremtiden gerne placeres ved Metropol i Hjørring. - Jeg tror, at turister på dagtur fra Norge bliver i Hirtshals til gavn for butikkerne dér. Det er fint. Bare turisterne bliver indenfor kommunegrænsen og ikke kører til Aalborg, siger Tom Barnbæk. Det er ikke dagsturisterne, han vil jagte, men turister, som tilbringer flere dage i Danmark. - De kommer for at nyde vores land, ikke for at flå ting op af kølediske. De lægger mange penge pr. døgn. De er guldkunder, og har en humor, der ligger nær danskernes, siger Tom Barnbæk. Kurt Jakobsen har også kig på den gruppe, som vil mere end at købe ind. - Vi skal gøre os klar til at byde dem på oplevelser. De vil have anderledes oplevelser; ikke kun gå i butikker. Her er det vigtigt, at andre får øje på Hirtshals muligheder. Det gør ikke noget med ideer udefra. Fra for eksempel Fårup Sommerland og Skallerup Klit, siger Kurt Jakobsen. Han lover, at Hirtshals nok skal være klar, når de nye superspeedfærger kommer næste år. Den første til februar og den næste til juni.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...